∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Global dans fra Next Zone.
Dansekompagniet Next Zone har i mere end 20 år haft Lene Boel som drivende kraft. Nu vises et nyt, meget globalt program flere steder i hovedstaden: ”Immortality” og ”Global Souls”. Jeg så forestillingen i den charmerende Brøndsalen i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Det er et stort, lyst rum, hvor publikum sidder på langsidens to rækker stole. På grund af lyset begyndte forestillingen 21.30. Meget behageligt.
Programmet indledtes med ”Global Souls” for tre mandsdansere: Ismaera Takeo Ishii (Japan), Mario Poundé (Cameroon), José Rodrigues Junior (Brasilien). Her får Mario Poundé lov at folde sig ud i begyndelsen flot understøttet af Jesper Kongshaugs altid meddigtende lyssætning. Lene Boels koreografi og danseren formår at skabe spændende billeder af både storbyliv og ensomhed. Afrikansk dans blandes med hip hop og andre ”street movements” – intenst udvikler dansen sig yderligere, da to andre kulturer tilsættes med henholdsvis japansk og brasiliansk islæt. Musikken komponeret af Rex Casswell er dog lidt for abstrakt, måtte godt have været lidt mere rytmisk og sjov. Men flot er det og ender som et smukt eksempel på danseantropologi, hvor forskellige kulturelle mønstre sammenkædes til nye enheder.
I anden del er den japanske danser alene på scenen. I en videreudvikling af den kendte Butoh-dansetradition vises en mand i knibe. Butoh er jo mørkets dans, men hvor andre Butoh-dansere har et fuldstændig forkrøblet, anderledes kropssprog – er dansen ikke så mystisk her og har svært ved at holde ens interesse fanget. Det psykologiske synes også lidt for udvendigt, og musikken er måske ikke så mørk endda. Derved bliver denne danseaften lidt for nedadgående, hvor der lægges ud med spændende kraft, men afsluttes med en ikke så fascinerende eller i sidste ende vedkommende solo. Måske kunne den forkortes, og måske skulle den ligge i begyndelsen, så man gik hjem glad ud i det frederiksbergske aftenmørke.
PS. Både Kongshaugs meget varierede lyssætning og Dorte Thorsens organza-mandsbukser med bælter a la boksere fungerede fint sammen og var med til at fastholde ens opmærksomhed. og en ekstra stjerne til Mario Pounde, der på charmerende vis formåede at bygge bro mellem moderne bevægelser og klassisk stammedans.
Programmet Co-produceres med Teater Momentum og præsenteres med støtte fra Statens Kunstfond, Augustinusfonden og William Demant Fonden.
Idé og koreografi: Lene Boel
Musik: Rex Casswell
Lys: Jesper Kongshaug
Kostumer: Dorte Thorsen
Dansere: Ismaera Takeo Ishii (JP), Mario Poundé (CM), José Rodrigues Junior (BR)
Der danses I Brøndsalen de næste par dage og derefter i Dansekapellet på Bispebjerg. Maj 2019.