∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Nixon in China – veltrimmet opsætning af amerikansk opera på Det Kongelige Teater.
Selv om ”Nixon in China” fra 1987 er en vigtig del af nyere operahistorie, er det først nu, operaen opføres på Det Kongelige Teater. På trods af alderen, falder det naturligt at kalde ”Nixon in China” for en moderne opera. ”Minimalistisk med et menneskeligt ansigt”, er operaen genremæssigt blevet kaldt, men musikken er meget mere og fremstår både varm og underholdende i sin sampling af uendelig mange genrer og kendte værker. Musikken er spækket med citater og allusioner som i en ”dans” henover musikhistorien og operahistorien, både den ophøjede og den mere vulgære af slagsen. Men på intet tidspunkt forfladiges musikken, tværtimod. Den synes i al sin moderne tilgang at være ”klassisk” – forstået således at operaen lidt for striks, næsten, følger reglerne, og sandelig om der ikke indgår en ”operaballet” – præcis som i baroktiden.
Mere avantgarde er John Adams ”Nixon in China” altså heller ikke.
Da ”Nixon in China” ovenikøbet behandler et konkret nutidigt politisk møde er operaen dog et særsyn. Men der er ikke er en politisk opera. Tværtimod. ”Nixon in China” handler i højere grad om at være menneske, om at have drømme og naturligvis magt og så erkende, at lykken måske slet ikke ligger i magten. Derfor var og er det en gimmick at sætte Nixon over for Mao i det legendariske møde i 1972, men kunne, hvis nogen turde, såmænd ligeså godt være Trump over for Nordkoreas fotogene hersker. Historien gentager sig. Blot ved vi i dag alt for meget om Nixons hemmelige aflytninger og kommunistforfølgelser, mens både Mao og hans sidste kone også i den grad er blevet afsløret for masseudryddelser af uskyldige mennesker. Men det berører Adams’ opera ikke. Den tager ikke stilling. Operaen giver de to herskere et menneskeligt udtryk, og sangerne med Johan Reuter i spidsen, honorerer kravene til perfektion.
Den engelske operachef John Fulljames er denne gang selv instruktør og får operamaskinen til at fungere til ug. Sjældent har der været så meget kontrolleret action på scenen, så mange definerede og velbegrundede gøremål som akkompagnement til sangerne og orkestret.
Fortolkningen, som er drejet hen som et arkivtilfælde, understøttes af scenografien. Vi ser masser af kasser, og dekorationen er til stadighed mobile reoler fulde af arkivkasser, som sammen med gammeldags skærme kan illudere de forskellige optrin, der hives frem af historiens glemsel. Det virker fint, lidt anæmisk i al sin brune papkassefarve garneret med hele operakoret i mørke, vestlige habitter, mens nogle få sekretærer og Mao med håndlangere er i de gamle maouniformer. Det visuelle er holdt stramt og minimalt, men er vist direkte påvirket af den oprindelige version fra 1987 af den sprælske og legendariske instruktør Peter Sellars i Houston. En lille henvisning i programmet havde været på sin plads.
Johan Reuter, der med denne opera siger farvel til Det Kongelige Teater som fastansat, har alt hvad der skal til for at vise Nixon i hans dobbelthed. Den dybe stemme, de korte sætninger, det flinke, overfladiske smil efterfulgt af ægte fortvivlelse, når aviser og satellitsendinger tilbage til vælgerne ikke makker ret. Sarah Tynan, som Nixons venlige kone Pat, synger og agerer smukt og får den kvindelige uskyld og enfoldighed frem. Også danske Sofie Elkjær Jensen i den utaknemmelige rolle som Madame Mao (Chiang Ch’ing), der sidenhen viste sig at være både brutal og voldelig, er en nydelse at opleve. Hun vokser stemmemæssigt med hver rolle.
Operakoret er som sædvanlig en glæde og ligeså resten af ensemblet, der synes at gå helhjertet ind for denne historie, der måske kunne have fået et mere opdateret og menneskeligt udtryk. For operaen er jo 32 år gammel, og alligevel er problematikken på ingen måde forældet. Det er ikke mange måneder siden hele verden sad naglet til tv-skærmene for at finde ud af, hvad Trump kunne udrette i Østen. Og præcis som i ”Nixon in China” – ender de fleste møder resultatsløse. De fader ud.
Den hulhed får operaen måske ikke i tiltrækkelig grad frem, selv om de fire hovedpersoner til sidst bures inde i endnu en arkivkasse. Så kan de alle hives frem igen som anskuelsesundervisning for nye generationer.
Derved er operaen, måske mod sin hensigt, dybt tragisk. For i 1987 var den kolde krig for nedadgående. To år efter faldt Berlinmuren. Alt syntes muligt. I dag, 2019, står vi med nye, uafklarede problemstillinger. Denne refleksion lægger operaen forbilledligt op til, men selvfølgelig kan den ikke komme med løsninger – eller for den sags skyld håb.
Beundringsværdigt er det, at Det Kongelige Teater går helhjertet ind for at præsentere en seriøs, vedkommende moderne opera, som i øvrigt produceres i samarbejde med Scottish Opera og The Moscow State Stanislavsky and Nemirovich-Danchenko Music Theatre. ( Men København har premieren på denne version!)
Sangere:
Richard Nixon: Johan Reuter
Chou En-lai: David Kempster
Henry Kissinger: Zachary Altman
Mao Tse-tung: Arnold Bezuyen
Pat Nixon: Sarah Tynan
Madame Mao tse-tung: Sofie Elkjær Jensen
Instruktør: John Fulljames
Dirigent: Alexander Vedernikov
Dirigent: Ian Ryan
Scenograf: Dick Bird
Kostumedesign: Dick Bird
Koreograf: John Ross
Lysdesign: Ellen Ruge
Videodesign: Will Duke
Lyddesign: Cameron Crosby
Tak for en god og informativ anmeldelse. Jeg havde selv svært ved at sætte ord på min oplevelse, da jeg ikke har meget kendskab til minimalistisk musik. Opsætningen var dog formidabel. Så kan det jo undre, at det skulle tage så mange år før den kom til Det. kgl., men det skulle der altså en englishman til.
Tak for din kommentar. Men musikken er jo egentlig slet ikke minimalistisk. Derimod er selve opsætningen stram, flot og også lidt blodfattig. Men sådan var tresserne vel også.