∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Mørkeland. Politisk thriller af Niels Krause-Kjær.
Journalisten og forfatteren Niels Krause-Kjærs snart 20 år gamle bog ”Kongekabalen” var imponerende i sin beskrivelse af Christiansborgmiljøet. Nikolaj Arcels begavede filmatisering fra 2004 understøttede bogens intentioner. Krause-Kjær viste sig som en journalist og forfatter, der kunne se igennem både det politiske liv og de mange kolleger, der har omgivet ham igennem hans professionelle virke som politisk korrespondent på Christiansborg m.m.
Efterfølgende er han blevet en både kendt stemme og et kendt ansigt, og publikum har mødt ham som en venlig, høflig og ganske klog journalist måske med en hang til de borgerlige partier, hvor han har været ansat i perioder.
Nu kommer endnu en roman om livet i dansk politik – set udefra. Han fastholder sin gamle hovedperson, den lidt skvattede, men ærekære journalist Ulrik Torp, der i denne omgang har været arbejdsløs i 5 år og er på vej i jobtræning på sin gamle arbejdsplads. Der skal snart være folketingsvalg, så redaktionen har brug for ekstra, gratis hænder. For også Dagbladet har skåret ned for at overleve.
Der er mange finurlige detaljer om den danske velfærdsstat, sundhedssystemet og om en midaldrende, førhen semisuccesrig, mand som Ulrik Torp. Det er gået ned ad bakke for Torp, og hans selvtillid passer godt til den lille toværelses lejlighed, han og konen er flyttet ind i på grund af hans arbejdsløshed og dermed usle økonomi. Igen et fornuftigt træk, der viser Ulrik Torp som et ordentligt menneske. Han er vel, alt andet ulige, vor forfatters alter ego og billedet på en professionel deroute, som vi alle kan komme ud for. Vores forfatter ved meget om mænd, der er fyldt halvtreds og som kan besnæres af flinke, yngre damer. Også suset fra Christiansborg må Krause-Kjær kende til kedsommelighed.
Plottet denne gang er både nemt og svært. Det starter simpelt, men kompliceres af, at Krause-Kjær har valgt at ignorere hele BREXIT-affære. Klogeligt nok, for han kunne jo ikke vide, at problemet her i maj 2019, hvor bogen udkommer, endnu ikke er løst. Derfor bliver de nejsigende til EU lidt af et postulat i bogen. Og ordet Brexit optræder vist overhovedet ikke. Svært er det også med alle disse ”oversættelser” af de gammelkendte partier. Nu skal de hedde Arbejderpartiet, Ny radikale, De nationale etc. Men værre bliver det, når hele plottet i sidste ende viser sig at være født i en ”klub”, som bedst kendes fra engelske krimier, hvor mænd i deres unge studenterår indgik i diverse broderordener.
Denne hang til et lidt uinteressant plot er ærgerlig, for den ironiske og muntre beskrivelse af dagligdagen på en avisredaktion eller evt. i et studie er så sjov og fængslende og tillige uhyre velskrevet, at det faktisk kunne være nok. Nu skal historien tynges af, at kabalen også denne gang skal gå op. I øvrigt har man som koncentreret læser på et ret tidligt tidspunkt udpeget diverse skurke, for i modsætning til i gamle thriller-plots, kører de naturligvis på dyre, klimavenlige cykler, mens de ædle kører rundt i gamle, forurenende biler.
Krause-Kjær synes at være en sympatisk mand, der, uden at genere for mange, kan portrættere det ret brutale, danske, politiske miljø.
Men det ville være sjovt og kanon underholdende, hvis han kaldte en spade for en spade. For Krause-Kjær har i høj grad styr på detaljerne og med en hang til at give nogle af figurerne i bogen sjove øgenavne, er han, bortset fra i selve hovedplottet, et mønster på, hvordan læseren kan fastholdes i et samfundssatirisk bog.
Så glem, at det skal være en spændingsroman. Læs bogen på nøgleromanens præmisser.
Udkommer 16. 5. 2019.
www.lindhardtogringhof.dk