Kommenteret af Ulla Strømberg.
Looking for Europe – gæstespil med Bernard-Henri Lévy på Det Kongelige Teater. ( 28. 4.2019.)
Gymnasialt show off-show af og med en fransk filosof.
“Looking for Europe” er så sandelig en hybrid. Hverken foredrag eller teaterforestilling, hverken kunst eller folkeoplysning. Men en fransk intellektuel, der har set sig lidt gal på det nuværende Europa og derfor allerede i 2014 begyndte at rejse rundt og proklamere en ikke videre klar historie om vort fælles Europa. Her op til det kommende EU-valg tager han endnu en tur rundt i 20 europæiske byer – og på vejen kommer han til København.
Med det bedre borgerskab af Politiken- og Weekendavis-læsere og halvdelen af centraladministrationen på tilskuerpladserne, inc. kommissær Magrethe Vestager, talte og gestikulerede Bernard-Henri Lévy i et par timer, selv om programmet sagde 90 minutter.
Først var det sjovt og anderledes, som han kom ind på store scene, casual klædt som en fransk intellektuel, i habit og åbenstående hvid skjorte og affyrede masser af ord og hilsener til Danmark. Jeg blev helt imponeret over, at han havde sat sig ind i både Den lille Havfrue, skagensmalerne og Kierkegaaaaaard, som blev sagt adskillige gange med langt a. Manden en jo ikke for ingenting selv filosof, tænkte jeg, og han tilhører retningen, der var så moderne i 1970erne: ”De nyere franske filosoffer”, som dengang ønskede at gøre op med munkemarxismen i Europa.
Nu er budskabet noget andet, mere uklart og dermed ganske trættende at lytte til.Dog kom en pointe til allersidst: Europa mangler et ansigt. Og det kan han have ret i.
Scenografien derimod var ganske charmerende og ukommenteret. Heldigvis. Så var der lidt at tænke over. Stilen var hentet hos den første absurdist Alfred Jarry, som allerede i slutningen af 1890-erne skrev og spillede ”Ubu Roi” i Paris, dvs. møblerne på scenen var pakket ind i hvidt lærred med påmalede detaljer. Et stort skrivebord med en laptop og dermed diverse associationer til Louis XVI-stilen, og så en chaisselong direkte lånt fra Jacques-Louis Davids maleri af Juliette Récamier og tv., stadig i Jarry-stil, et badekar – igen med associationer til et maleri af David: Mordet på Marat. Joh, så blev den franske kultur sat på plads.
Men tilbage til teksten. Med store gestikulationer og fagter blev navne på danske højreorienterede politikere råbt ud i selskab med Marine Le Pen. Derefter, næsten uden pause, igen de store intellektuelle koryfæer fra den europiske kultur: lord Byron, masser om Hamlet, Kant, Husserl og mange flere, som må være enhver opvakt gymnasiast bekendt. Men længere kom hr. Lévy ikke. Ingen redegørelser, ingen tankerækker, inden overvejelser, blot navneopråb. Og da han nævnte Bertolt Brecht, kom jeg til at tænke på en bog, jeg engang købte i England: ”Bluff your way in the Theatre”. Forslaget var bl.a., at man mindst hvert femte minut skulle nævne Brecht med dyb alvorsstemme. Så ville man få RESPEKT. Bogen er fra 1971. Men alligevel.
Bernard-Henri Lévys iscenesatte foredrag skød efter min mening på det intellektuelle plan langt under målet på det københavnske publikum. Og det var synd. Jeg er sikker på, at han nedenunder showet er en begavet filosof, som har en masse på hjerte, men blot undervurderede sit publikum. Og gad vide, hvem der har fodret ham med al den danske turistbrochure-snak, som blot endte som name dropping: Blixen, Anderson, Kierkegaaaard, Skaaagen og så til allersidst, undladelsen: Hammershøi, som jo netop nu kan opleves i Paris.
Det var som at sidde på en fransk café og overhøre en entusiastisk gymnasieelev eksercere sin skoleviden for kammeraterne!
Europas fremtid kom vi ikke nærmere efter de to timer!