∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse og reflektioner af Ulla Strømberg.
Dæmoner hos Mungo Park, Kolding.
Ægteskabsdramaet ”Dæmoner” af Lars Norén har været på repertoiret et par år hos Mungo Park i Kolding. Men først nu fik jeg mulighed for at se forestillingen, som er interessant, velspillet og giver plads til nogle mere teaterhistoriske overvejelser.
Noréns succes
I slutningen af 1970erne dukkede den unge svenske dramatiker Lars Norén op. Han var født i Skåne i 1944. Som 15-årig tager han til Stockholm og efter forskellige forsøg som poet, kunstanmelder og dramatiker slår han endelig i begyndelsen af 1980-erne sit navn fast med de dramatiske værker ”Natten er dagens Mor” og ”Kaos er Nabo til Gud”. Det var i 1981 og 1982. Alle talte om Norën. Han blev spillet på landsdelsscener, Det Kongelige Teater, små scener, overalt i Norden, i Tyskland og ude i Europa. Den manisk skrivende forfatter kom i de følgende år med en lang række skuespil, der bevægede sig fra det enkelte individ, siden over barndommens og ungdommens traumer for senere at bore sig ned i ægteskabelige underverdener. Her hører ”Dæmoner” til.
Norén, Freud og ekstreme eksistenser
Fra hans tidlige stykker havde publikum erfaret. hvorfor menneskene var så amputerede og seksuelt skævvredne inden for borgerskabets rammer. Stykkerne var overordnet set en fremadskridende anskuelsesundervisning i Freuds grundlæggende psykoanalyse med alle de kendte, tilbagevendende symboler. I de år var Norén selv i evig analyse. Hans skrøbelige sjæl havde tilsyneladende brug for det – og han talte gerne om det i interviews.
Siden gik Norén videre og undersøgte samfundets ekstreme miljøer: de hjemløse, de kriminelle og stofmisbrugerne. Helt galt gik det, da han som teaterinstruktør ville arbejde med livstidsfanger, der såmænd blot brugte teatertjansen til at planlægge endnu et bankkup og på vejen skød en betjent. På dette tidspunkt ville Norén også være teaterdirektør på Betty Nansen Teatret. Men forskellige faktorer spillede ind, og Peter Langdal og Henrik Hartmann fortsatte nogle år endnu.
Dæmonernes forbilleder
”Dæmoner” fra ca. 1984 er inden for borgerfamiliens rammer. Her har Norén meget snildt bl.a. efter Strindberg taget et elendigt ægteskab (Dødsdansen) og fra Edward Albee (Hvem er bange for Virginia Woolf) sat et velstående, erfarent ægtepar over for et ung, umodent. Så skal der nok ske noget, og med en brudekjole oveni, er der en flink henvisning til O’Neill,endnu en af Noréns forbilleder.
Men Norén er her i 1980-erne med al sin postmodernisme med afbrudte sætninger og halve dialoger så god en skribent, at han er på linje med sine forbilleder og vi tilgiver de mange henvisninger.
Men 1980-eragtigt er og bliver det.
Yuppiekulturen i 1980erne
Da stykkerne kom frem og de yuppieagtige, velbjergede, neurotiske svenske figurer gik rundt på scenen i minimalistiske hjem ( ofte kopier af Noréns egen store lejlighed) og nynnede til italienske popsange og drak capuccini og gik i håndsyede sko var det nyt, dekadent og eksotisk. Den bløde mand med homoerotiske tendenser var heller ikke introduceret i dansk teater (eller i det almindelige danske samfund). Det blev han sidenhen på film, teaterscenen og derude i de små hjem.
Norén var forud for sin tid og en rigtig first mover. Derfor er spørgsmålet, om et stykke som ”Dæmoner” egentlig holder? I modsætning til eksempelvis forbilledet ”Dødsdansen”, hvor to mennesker æder hinanden op, så har Norén så mange ekstra tråde ude. Strindberg sammenlignede vist engang ægteskabet med to rotter i et hul, som uvægerlig vil æde hinanden op. Som Alice og Edgar, og her hos Norén: Frank og Therese.
Den nye ”Dæmoner”
Instruktøren Simon Boberg og scenografen Edward Lloyd Pierce har opdateret omgivelserne en smule, og det er nok fornuftigt. En lille mobiltelefon er vejen ud til omverdenen, mens musikken dirigeres fra en lille avanceret remote. Men resten er det samme. Dog har Simon Boberg yderligere accentueret det forkrøblede i ægteskabet og sat kvinden i kørestol. Der sidder hun og kan alt. I dialogen er der ingen bemærkninger, for det står ikke i teksten. Men ideen er såmænd god nok, til gengæld har manden ikke fået et ekstra handikap. Derved er de fra starten ret ulige. Men lige gode om ulykkerne og ulykken. For det går skidt. Det går slet ikke i det ægteskab. Han går rundt med sin moders aske i en urne, og da underboerne kommer på visit, blusser hans indestængte begær op efter andre mænd.
Hun har til gengæld et udpræget destruktivt gen i sig, da hun (også uden for manuskriptet (?) stikker hånden ned i blenderen for at føle noget. Smerten og blodet bliver dermed tegn på liv. En scene som i øvrigt viser hen til en Bergman film, hvor de kolde og golde personer sidder tavse overfor hinanden og kun ved selvdestruktion overhovedet få følelserne op til overfladen.
Dengang i 1980erne var alt vedr Norén eksotisk, anderledes og alligevel så alment menneskeligt. Nu i 2019 har vi været igennem ”se mig”-facebook æraen, #MeeToo og økonomiske op- og nedgange og senest kønnenes sammenblanding. Ikke meget kan ryste os længere.
Hverdagskost og så alligevel ikke
Norén er stadig interessant at opføre, men et stykke som ”Dæmoner” er ikke grænseoverskridende mere. Det er dog samtidigt flot, at Mungo Park, Kolding og det effektive og velspillende ensemble i den grad kaster sig ud i dette retrostykke. Godt gået og publikum, som i høj grad var plus 50 i Mungo Park Allerød, mandag aften, sad musestille og tog det hele til sig, inklusive slutningens korsfæstelse, som jeg dog ikke husker fra tidligere versioner. Men det fungerede og gjorde, at folk kunne gå parvis hjem og sige til hinanden: ”Vi har det da meget godt – vi er da overhovedet ikke der, hvor Noréns kannibalistiske personer er henne”. Se, det er jo godt, når teatret er i stand til det!
Medvirkende
Frank Thiel
Maja Juhlin
Magnus Christensen
Anna Stokholm
Instruktion
Simon Boberg
Scenografi og lysdesign
Edward Lloyd Pierce
Lyddesign
Jes Theede
Manuskript
Lars Norén
Forlag
Lars Natten Norén AB, Stockholm
www.mungoparkkolding.dk