∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
100 historier fra Frederiksberg – eller rettere 100 bygningers frederiksbergske historie.
Kommunalpolitikeren Nikolaj Bøgh har en umiskendelig kærlighed til Frederiksberg. Det lyser ud af hver side i den flotte billedbog om frederiksbergske bygninger for høj og lav, i munterhed og alvor. Og det er netop denne blanding af det hele, som gør bogen interessant og afvekslende at læse.
Nikolaj Bøgh er sjovt nok slet ikke selv hverken frederiksberger eller københavner. Men da han første gang, som 13-årig, vandrede rundt med bedstefaderen i den lille enklave, som omsluttes af Københavns Kommune, tabte han sit hjerte til området. Selvfølgelig bor han der i dag som voksen og sidder i kommunalbestyrelsen for de konservative.
Det betyder, at selv om han er cand. scient. pol., er hans interesse og viden i høj grad centreret omkring bygmestre, arkitekter, mæcener og selvfølgelig kommunale byggeplaner. Heldigvis går Nikolaj Bøgh også engang imellem i rette med de brutale overgreb, som større byggeprojekter og ivrige investorer har udøvet på historiske områder i kommunen.
Frederiksberg Kommunes historie er interessant. Området udviklede sig fra at være landlige omgivelser for de velstillede københavnere, heriblandt ikke mindst kongefamilien, som byggede Frederiksbergs Slot omkring 1700 – med omsluttende parker: Frederiksberg Have og Søndermarken – til siden at blive et veritabelt forlystelsesområde med de små haver, underholdningsetablissementer, restauranter og senere naturligvis Zoologisk Have m.m.
Da jeg selv er født og opvokset på Frederiksberg i en familie, som var meget topografisk interesseret, er det ekstra interessant at læse bogen og genkalde mig alle min moders historier, som hun havde fået af sin fader, der var jurist i kommunen. Derfor er mange af de huse, som Nikolaj Bøgh fremhæver velkendte, men han kommer med ekstra detaljer om de første ejere og kommunens udstykninger og også et par stikord til de skiftende grader af historisk respekt.
Skal man, inspireret af bogen, hierarkisk opstille perlerne på Frederiksberg, også set i en nutidig sammenhæng, er Frederiksberg Allé nr. 1 – mangen til allé med smukke huse fra omkring 1900 på begge sider findes ikke nord for Eideren.
Derefter følger Frederiksberg Slot på toppen af bakken – i dag lidt vel over-velkonserveret og omgivet af de to parker, som sandelig også har fået om omgang med ukrudtsmidler og havesaks. Et par kritiske ord fra Nikolaj Bøgh falder om Søndermarkens dyre moderniseringer, hvor nogle af de romantiske småbygninger i dag fremstår som nutidens arkitekters minimalistiske drømme, men nok ikke menigmands.
På tredjepladsen vil jeg placere de interessante villaer på sidevejene til Gl. Kongevej – de fleste bygget imellem 1870 og 1920. Heldigvis er mange bevarede.
Så er der naturligvis de store institutionsbyggerier: Frederiksberg Hospital og Landbohøjskolen og senere: omkring 2. Verdenskrig: Det gamle Radiohus, Svømmehallen, Kb-Hallen (i dag genskabt) og diverse boligkarreer, som kan synes både brutale og ødelæggende for omgivelserne, bl.a. Hostrupshave og det daværende Godthåbshave, i dag Axel Møllers Have. Men målt med datidig målestok: MODERNE.
Bogen bygger på små artikler, der oprindeligt blev trykt i lokalaviserne. Det er helt fint, men som en samlet fremstilling ville det have været gavnligt med faktabokse og supplerende små fotos, der kunne understøtte tekstens påstande.
Som engageret læser savner jeg også litteraturhenvisninger og lignende ekstra stof (bl.a. en oversigt over bygherrer, arkitekter og borgmestre) og først som sidst lidt mere dumdristighed i analysen af de folkevalgtes ja og nej til horrible byggeplaner.
Bogen må dog anbefales til alle på Frederiksberg. Der er sandelig noget at være stolt af. Så afsted og oplev den selvbevidste kommune på en ny og mere indforstået måde.
Fotos af Thomas Howalt Andersen.
Forlag: Lindhardt og Ringhof’
Udkommet 12.3. 2019.
www.lindhardtogringhof.dk