Bjørn Wiinblad fylder Arken.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse / Ulla Strømberg.

Alle kender Bjørn Wiinblad – eller i hvert fald hans fabulerende billedverden med orientalt inspirerede fantasihoveder i en uendelig variation gengivet på alverden brugsgenstande og unyttige sager som platter, krus, opsatser, fade, tæpper, gobeliner og kakkelborde.

Pressefoto.

Bjørn Wiinblad, der døde i 2006 i en alder af 87 år, havde sin store optur i Danmark i 1970erne. I årtier før og efter erobrede han det meste af den vestlige kulturkreds med hang til nostalgisk venlighed.

De eneste steder, der ikke var hjerterum til ham og hans verden, var hos de kulturradikale og andre asketer. For hørte man eller hører man stadig til Politikens og Alternativets segmenter, er Bjørn Wiinblad pr. definition for pyntet, for nuttet, for meget. Og bemærk, Bjørn Wiinblad er synonym med sine ting.

Han var uddannet på Kunstakademiets grafiske afdeling, men valgte hurtigt den begrebsverden fra, som flertallet af danske billedkunstnere knyttede sig til. I stedet skabte han sin egen fantasiverden, som han dog ikke kom sovende til. For han var perfektionist ud i mange forskellige materialer og teknikker. Med en god forretningssans byggede han et imperium op, bl.a. i samarbejde med det tyske firma Rosenthal, som siden blev skiftet ude med det danske firma Rosendahl. Det samlede oeuvre rummede alt fra fade, kopper, platter, løgkrukker og videre til gobeliner, møbler, scenografi og plakater. Alt var muligt, og ingen steder gik Bjørn Wiinblad på kompromis med kvalitet og personlighed.

Pressefoto.

Men det var bare ikke in på parnasset, kun ude i de små og store hjem, fra Sønderjylland til Ordrup og helt ned til Portugal og over til Dallas, Texas. Overalt blev hans værker efterspurgte og kom på museum – V&A i London og Moma i New York.

Nu vover Kunstmuseet Arken at vise Wiinblad og gøre det i forlængelse af de senere års udstillingspraksis, der ofte på mesterlig vis balancerer på kantet af det letforståelige og det populære.

På Arken er det en række yngre kuratorer, som uden fordomme har kunnet gå til Bjørn Wiinblads verden. For midt i den moderne retobølge vi lever i, hvor Werner Pantons orange lamper også kan indpasses sammen med Marimekkos store mønstre, passer Wiinblad naturligt ind.

Udstillingen er enorm. Rum for rum med farvede vægge, platte efter platte, langluvede gulvtæpper, overdimensionerede løgkrukker, enorme gobeliner og en interessant fotostat, der viser Bjørn Wiinblads personlige hule i Det blå hus.

Man bliver klog på en mand, der lyste af venlighed og som var belæst uden at tage politisk stilling, mens han ivrigt rejste hele verden rundt.

Det flot illustrerede katalog giver forskellige dybsindige bud på, hvorfor Wiinblad var en outsider – og hvorfor han er ok i dag. Men et par steder glemmer de unge kunsthistorikere, at vi ikke alle er familiære med glasurteknik m.m.

Udstillingen løber helt til januar 2016, men Arken har mere at byde på. Udenfor er hele området ved at ændre form, og snart vil der være vand omkring hele museumsbygningen. Samtidigt er strandområdet og de grønne enge spækket med skulpturer og installationer i de næste måneder, men læs mere i en senere kommentar. Arken er sandelig mere end ét besøg værd.

Bjørn Wiinblad:

13. juni 2015 – 17. januar 2016

www.arken.dk