Anbefalet af Ulla Strømberg
Scenekunst på kanten – ny bog om Christian Lollikes politiske teater af Birgitte Dam.
Her er julegaven til teaternørder. For det er ikke hver dag, der udkommer en bog om en dansk teaterinstruktør og dramatiker. Men Christian Lollike er begge dele og mere end det, for han har også siden 2011 været teaterchef på Teater Sort/Hvid – tidligere CaféTeatret.
Lollike og anerkendelserne
Lollike er en ener i dansk teater, og det er netop denne status, som bogen på bedste vis dokumenterer. Mens Reumert-priserne stadig eksisterede, blev han to gange Årets Dramatiker, to gange stod han for Årets Forestilling og blev også et år modtager af juryens Særpris. At også teateranmelderne, som delvis er sammenfaldende med Reumert-komiteen, i 2016 gav ham teaterpokalen, viser blot hans centrale stilling. Alligevel er det nok mest i Aarhus og i de mere fremmelige tyske teaterkredse, at Lollikes navn er slået fast.
For Christian Lollikes teater ikke lige at gå til. Der er brug for stikord, hvis man skal have det fulde udbytte af ikke mindst de sceneværker, hvor Lollike både er dramatiker og instruktør. Anderledes er det, når han overlader sine egne tekster til andre instruktører, så sker der en almengørelse af ideerne, som eksempelvis i ”Hospitalet”, (2018) på Aarhus Teater og Sort/Hvid og ”Familien der kunne tale om alt” (2016) på Aarhus Teater.
Teaterhistoriens andre enfants terribles
Birgitte Dams bog er smuk at skue med masser af dokumenterende billeder. Bogen tager ambitiøst fat i de mest komplekse af Christian Lollikes værker – med særligt henblik på 5 udvalgte værker og sætter dem ind i en større historisk sammenhæng, der ikke mindst roterer omkring de vilde kunstneriske udskejelser i 1920-erne, bl.a. et tilbageblik på ”Parade” (1917) af Jean Cocteau med scenografi og kostumer af Pablo Picasso, musik af Erik Satie og programtekst af Appolinaire, som her opfandt begrebet sur-reel. Fra 1920-erne henvises bl.a. til Piscators dokumentaristiske teater. Anderledes var udskejelserne i 1960-erne, hvor Birgitte Dam bl.a. trækker det amerikanske The Living Theatres kropsdyrkelse frem. Og så er der naturligvis hele udviklingen i den mere intellektuelle del af tysk teater igennem de seneste årtier. Her kunne eksempler på forbilleder og inspirationskilder have været meget lang, for det er den nye tyske tradition Lollike bl.a. ligger i forlængelse af.
Lollikes manglende cv
I begyndelsen af bogen citeres Lollike for at sige, at hans privatliv er uvedkommende for forestillingernes indhold og fortolkningsmuligheder. Og så vidt jeg kan se, tager Birgitte Dam den fulde konsekvens, så vi får intet at vide om Lollikes baggrund. Men den viden er nu altid nyttig at have og kan heldigvis hentes flere steder: Christian Lollike: født i enten 1973 eller 1974, gik på dramatikeruddannelsen under Aarhus Teater og blev samme sted husdramatiker og instruktør i perioden 2006-11, hvorefter han fik sit eget teater. Siden har han været god til at skabe co-produktioner med bl.a. Aarhus Teater – og har i flere omgange også arbejdet på Det Kongelige Teater – senest med en meget up-to-date version af Adam Oehlenschlægers digt ”Aladdin”. Det er siden 2002 blev til mindst 23 manuskripter, næsten lige så mange instruktioner og flere gendigtninger. Lollike er kort sagt myreflittig og ikke en mand, der eksponerer sig selv. Det er da godt at vide.
Det politiske budskab dekonstrueret til postdramatisk teater
”Scenekunst på kanten” prøver at indsætte Lollikes værker i en politisk–kulturel kontekst. Ved at bruge forskellige etiketter, bl.a. begreber som postdramatisk teater og postdramatik, forklares kompleksiteten i Lollikes udtryk. Postdramatisk teater er vist ”født” i Tyskland i 1999 af Hans Thies Lehmann og dækker bredt over flere genrer, men karakteristisk er det, at elementerne er sideordnet, alt er lige vigtigt: aktøren, verbalkoden, lyset, ”historien”, rekvisitterne, rummet etc. Det minder jo lidt om dengang i 1980erne, hvor alt kunne forklares ud fra begrebet postmodernisme, der beskrev alt som ligegyldigt eller lige gyldigt. Men ord er jo ikke nok, når vi beskæftiger os med teater. For det er jo oplevelsen i nuet, det samlede indtryk, og det aftryk, som sættes i vor bevidsthed, der er essensen: hvad føler vi, hvad tænker vi, bliver vi forskrækkede etc.
Andre kunstnere
Bogens gode billedmateriale hjælpe godt til med forståelsen af de enkelte værker og også på hukommelsen, men billedmaterialet kan dog forvirre, når der vises store fotos fra andre nutidige forestillinger af bl.a. Kirsten Dehlholms Hotel Pro Forma, og Jacob Schokkings Holland House – og ikke mindst et scenebillede fra Volksbühne i Berlin, der er visuelt grotesk og overrumplende og en indikator af, at intet kunstnerisk udtryk er enkeltstående. Men status er, at alt er influeret af fortiden og samtiden.
Også et par danske teatermagere, bl.a. Claus Beck Nielsen, der for tiden opererer under navnet Madame Nielsen eller blot Nielsen, henvises der til, når nye teaterbegreber foldes ud.
Provokatør
At lollike er en provokatør, viste han bl.a., da han hurtigt efter sin overtagelsen af Caféteatret skabte en forestilling over den norske Anders Behring Breiviks masakre, “Manifest 2083” – i 2012. Selv så jeg ikke forestillingen. At spille teater om nordmanden Breivik kun lidt over et år efter tragedien på Utøya var for mig grænseoverskridende. Men set i et større perspektiv var det måske rimeligt nok i Lollikes kunstneriske kamp for at afdække virkeligheden med en dokumentariske metode, som hos Dam betegnes som dokumentarisk virkelighedsteater. I beskrivelsen af forestillingen (eller stykket?) går Birgitte Dam pædagogisk til værks og forklarer, som var det en regibog. Her bliver det hele meget opdelt og vel stik imod Lollikes ønske. For i realiteten vil han nok have, at vi som tilskuere ikke dissekerer, men opfatter det samlet og netop uden læsning, slutning eller for den sags skyld forløsning.
Zombieteater
I forestillingen ”Living Dead”, som netop har været genopsat på Teater Sort/Hvid – genrebestemmes Lollikes værk til at være en teatergyser – inspireret af et par zombiefilm fra 1960erne. Dermed legitimeres de groteske situationer, som skuespillerne lidt efter lidt i slow motion bevæger sig ud i, bl.a. med indvolde, der flyder ud af dem. Sat ind i et køkkeninteriør og med henvisninger til den globale flygtningekrise bliver ”Living dead” til meget nærværende teater, som er svært at ryste af sig. Men takket være de teatralske udtryk bliver “Livning Dead” aldrig farligt.Der er heller ikke noget at diskutere bagefter. Lollike har konstateret noget i samfundet.En ubalance. Og vi accepterer hans statement. Det politiske forsvinder og “Living Dead” forbliver i mine øjne performance-teater.
Birgitte Dam undlader fornuftigt nok selv at bedømme forestillingerne, men læner sig op ad forskellige anmeldere bl.a. fra Politiken og fra Dramaturgi på Aarhus Universitet. Spørgsmålet er så om andre befolkningsgrupper ville anskue forestillingerne anderledes? Et er i hvert fald givet. De ville bruge en anden terminologi, hvis der skulle redegøres for Lollikes samlede værk.
Bogen har en fin oversigt over Lollikes scenekunstneriske værker samt noter og litteraturhenvisninger. Et indeks og en lille ordbog mangler. Ikke fordi Birgitte Dam bruger mange fremmedord, men der smutter alligevel nogle med, og det ville være rart at sikre sig, at man var enig med forfatteren i definitionerne af f.eks. performance, avantgarde, dekonstruktion, postmoderne, postdramatisk teater – og for den sags skyld postdramatik!
JULEGAVEN TIL TEATERNØRDER. Eller julegaven til dem, der gerne vil have en smuk teaterbog at bladre i.
Forlaget Frydenlund.
www.frydenlund.dk