Indtryk/ Ulla Strømberg.
Venedig Biennalen 6. En hurtig tur igennem Giardini og nogle få nationale pavilloner.
Foto: US.
Kulturminister Marianne Jelved åbnede den danske pavillon og stod så nydeligt imellem søjlerne og blev midtpunkt for en stund blandt flere hundrede med tilknytning til dansk kunst.
Det er jubilæumsår i år – 120 år siden starten tilbage i 1895. Med nogle få pauser har Biennalen fundet sted hvert andet år siden da. Men lige nu ser det ud til, at man burde standse op og tænke sig om. Ikke at der mangler publikum, der kommer flere og flere til i de såkaldte preview-dage, hvor de 5.000 journalister nu er i mindretal, mens gallerister, samlere, snusere og museumsfolk samt kulturembedsmænd fra den vestlige verden styrter rundt.
Hvorfor, har man lyst til at spørge. For lå Biennalen et u-attraktivt sted, er jeg sikker på, at det snart ville være slut efter dette år, hvor hverken kunstnerisk sammenhold, historisk forankring eller kunstens nødvendighed blev demonstreret i pavillonerne med få undtagelser nær.
Kunsten er overflødig, tordner årets udstilling henover tagene på de arkitektonisk interessante pavilloner, som blev udtænkt i en tid, hvor kunsten og kulturen skulle være det kit, der kunne binde verden sammen og måske skabe opposition mod magtgale politikere. Men nej, vi fik alligevel verdenskrige, og lige nu er den mere end gal. Kunsten er ved at spille fallit og er blevet pynt og tidsfordriv for de særligt udvalgte.
Foto: US.
Der er i dag 29 pavilloner i Giardini, og flere tilhører lande, hvor vi kan blive i tvivl om, hvorvidt vi åbent ville turde ytre os på gaden. Men i Venedig slubres det ned i drinks og taler. Hver pavillon kan invitere nationale kunstnere, eller som det er blevet moderne, nogen udefra. Ikke mindst Danmark har prøvet det et par gange. I år er det Danh Vo, fra Vietnam, men uddannet på Kunstakademiet i København, som får pladsen og på sin vis lever op til chef-kurator Enwezors tanker om både historie, dialog og fremtid.
Danh Vo er allerede på vej ud i verden som kunstner og kurator og står bl.a. for det store udstilling på Punta Della Dogana ved Della Salute. (Beskrevet i Biennale-rapport 2). Her er hans værker stærke, markante og demonstrerer en historieopfattelse, som får fortid og mellemtid til at smelte sammen. I den danske pavillon, som i de seneste par år har undergået en renovering og nu står ren og smuk, er der ikke mange værker, men især et rum er bemærkelsesværdigt. Væggene er beklædt med kardinalrødt stof og smukke, indfarvede border. Let forskudt i rummet står en madonna, skabt af to tider. Flot og eksklusivt lyser dette rum, og man får følelsen af, at mindst en tredjedel af årets budget på måske 5 millioner kroner ligger gemt her.
Foto: US.
De andre værker af Danh Vo i pavillonen er mindre spektakulære og anderledes, en trækasse med én historie og et stykke gips med en anden, der så forenes i et fælles favntag. Og ligeledes en bænk af arkitekten Finn Juhl får selskab af en gammel skulptur.
ll
Japanernes pavillon skråt overfor er en eksplosion i rødt og nøgler. Det lyder absurd – og er det i og for sig også – men flot, flot, et modeshow værdigt og sikkert også på vej ind i en mere kommerciel verden. Det er et sansebombardement.
Foto: US.
Englænderne har givet den kendte feminist Sarah Lucas hele den klassiske pavillon, som hun fylder med nogle maxi plasticskulpturer med mange seksuelle hentydninger. Fandt i øvrigt en gammel Giacometti-skulptur henne på Guggenheim, og her var samme formsprog allerede gældende. For 50 år siden! Kunsten gentager sig.
( først Lucas – så Giacometti ) 
Chefkurator Enwesor havde bedt om historisk refleksion over Giardini og biennale- fænomenet spejlet i de nationale pavilloner. Derfor er flere af kunstnerne faldet for at inddrage træer i deres installationer. Ret banalt, ikke ? Giardini med træer, så hvorfor ikke flytte lidt rundt på naturen. Der er træer i den franske pavillon, træer i den østrigske, som i øvrigt er en flot minimalistisk, arkitektonisk øvelse, træer permanent i Sverre Fehns nordiske pavillon, hvor man i år demonstrativt har knust glas – og vinduesrammer. Yderst dekorativt!
(Øverst Den nordiske Pavillon, derefter den franske pavillon og så udsnit af rekonstruktion af Robert Smithsons “Dead Tree”, 1969/2015 – med træstamme og spejl.) Foto: US.
Og selvfølgelig er der også træer inden døre i hovedpavillonen, Enwesors legeplads, hvor Karl Marx og Das Kapital skulle være omdrejningsnøglen for adskillige af de udstillende kunstnere.
lll
Det svært at lave en samlet udstilling omkring en politisk økonomisk analyse, der er 150 år gammel, og sjældent er så mange gode kunstnere taget som gidsler i en teoretisk diskussion, som ikke rigtig opfattes – i hvert fald ikke i åbningsdagene, hvor ingen har tid til at sætte sig ned og lytte til debatter. Det gør man på biblioteker, ikke på en kunstudstilling. Her vises bl.a. Carsten Höller, Christian Boltanski, Robert Smithson, med et træ og et spejl – ”Dead Tree” fra 1969, Marcel Broodthaers, fotografen Walker Evans, Andreas Gursky, filmmanden Sergei Eisenstein suppleret af en række afrikanske kunstnere. Hvilket selskab! Tænk hvad en god kurator kunne få ud det, men i Giardini druknede alle i et halvhjertet greb.
Og Karl Marx, ham blev vi sandelig ikke klogere på ved en hurtig gennemgang Samtidig er det jo ironisk ved Biennalen 2015, at Marx er i højsædet, mens der i åbningsdagene vimser millionærer og milliardærer rundt. De er faktisk årets hovedpersoner med deres store skibe ankret op i Venedig og som aftenernes party-gængere.
Og med disse betragtninger er der blot at sige, at de involverede nationer bør tænke sig grundigt om, inklusive Danmark, før de igen drager ud på kunstmarkedet med statskroner.
Så det bedste råd til Venedig-rejsende: brug kun lidt tid i Giardini, for udenfor venter en aldeles uimodståelig by. Hop på en vaporetto hurtigst muligt.
Foto: US.
Sidste kapitel, nr.7. kommer med gode råd om hoteller, transport m.m., hvis man skal på tur til Venedig.