Anbefaling af Ulla Strømberg.
Ameridansk – Dramafronten slår til igen, nu på Teater Grob.
Dramafronten er en spændende opfindelse, der via readings rundt omkring på teatre og andre lokaliteter med gode skuespillere ønsker at kaste lys over dansk dramatik og danske dramatikere.
Seneste produkt kunne opleves mandag og så igen onsdag d.31.10. på teater Grob.
Ameridansk – er en satirisk historie om danskhed versus amerikansk mentalitet. Rhea Leman er egentlig hovedpersonen, selv om hun denne gang ikke har skrevet teksten, men ladet fire andre dramatikere m at gøre det – og blot har instrueret sammen med Jens Kløft. Men ”Ameridansk” handler om Rhea, der i 35 år har boet i Danmark – og først nu, hvor præsident Trump sidder på magten i USA – føler at hun må have et dansk statsborgerskab. Men så skal man jo til prøve.
Hurtigt inde i forestillingen overtager skuespillerne Tina Gylling Mortensen og Jesper Hyldegaard figurerne somRrhea og hendes mentor! Selv om det foregår med manuskript i hånden, det er jo blot en reading, er papirerne glemt efter 5 minutter. En vittig, velspillet dialog udspiller sig derefter i fire sekvenser, hvor dissekeringen af begrebet ”Hygge” – på amerikansk ”HUGGE” – nok er det mest lattervækkende.
For hvad er det for noget? Et stearinlys, en kage og en termokande er vel nogle af de nødvendige elementer for at skabe det udefinerlige ”Hygge”. Men er det nok?
Kan varmt anbefale både denne forestilling og andre af Dramafrontens aktiviteter, hvis man er til sjove, teatralske indfald på uventede steder.
Dramatikere til AMERIDANSK: Andreas Garfield, Claus Flygare, Ann Mariager, Hans Kragh-Jacobsen, Rhea Leman og Jens Kløft.
På scenen: Tina Gylling Mortensen, Jesper Hyldegaard, Rhea Leman og Jens Kløft
Instruktion: Rhea Leman
Varighed: ca. 1 ¼ time.
Se i øvrigt hjemmeside: www.dramafronten.dk
Og glem ikke årets julekalender, der i år har fået titlen ”Winter Tales” – og spilles 3 lørdage i december – som sædvanlig site-specific i København.
!” nordiske forfattere står bag historierne. ‘læs mere på www.dramafronten.dk og få også deres nyhedsbrev.