∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En aften fra småtingsafdelingen med intellektuelle under- og overtoner.
King Size – Christoph Marthalers Lied-aften på Det Kongelige Teater.
På trods af titlen ”King Size” hører forestillingen afgjort til petitafdelingen og er hentet i det flinke og positive hjørne. Men sådan var det ikke, da instruktøren Christoph Marthaler i 2008 gæstespillede i København på Glyptoteket med forestillingen ”Værn mod Fremtiden”, der handlede om Østrigs udryddelse af handicappede børn under Anden Verdenskrig. I den forestilling blev liedformen gruopvækkende.
I ”King Size” kan hele molevitten anskues som en spøg, dog med undertoner, for nu er det jo en af den tysksprogede verdens mere intellektuelle teaterinstruktører, der står bag. Marthaler er svejtser og har i årtier, sammen med en lille håndfuld andre, mandlige instruktører, været bannerfører for et moderne, af og til dekonstruktivistisk, samfundsanalyserende teatersprog. Men her i ”King Size” fra 2013 er det mere 1:1 – en Lied-aften i en lettere absurd ramme.
Scenen viser et perfekt udstyret, borgerligt hotelværelse med skabe og badeværelse og en stor
(KING SIZE) blomstret dobbeltseng. Her i rummet, eller i sengen, sker en hel del, som ellers ikke foregår i en dobbeltseng i et hotelværelse. For de medvirkende afsynger liggende i sengen, stående på gulvet, gemt væk inde i skabet eller for den sags skyld i badeværelset de forskellige sange fra både det klassiske og poppede verdensrepertoire. Og, må jeg indrømme, ikke alt kunne jeg stedfæste, men programmet taler om bl.a. The Jackson 5 og lignende samt naturligvis lidt Shubert, Mozart, m.m.
Aften- og morgensange samt diverse kærlighedssange bliver afsunget med akkompagnement af en pianist, som også synger med – uden dog altid at ramme nogle kønne toner. Følelser imellem sangerne er der ingen af. Sangerne er i øvrigt nydeligt klædt på og skifter kostume flere gange, både foran og bag scenen. Alt er holdt i den traditionelle, borgerlige stil og meget ærbart. Er det morsomt? Egentlig ikke, hvis det altså ikke var for en ældre dame med håndtaske, som bevæger sig igennem rummet adskillige gange.
Hun er velpolstret, med bobbet hår, pæn kjole og fruesko. Tredje gang kommer hun med en metalæske, som hun længe bakser med og sluttelig folder ud til et nodestativ. Og fruen siger højt noget lignende som: ”Dette nodestativ har endnu ikke mødt en node”. Det er jo begavet nok, men siden bliver hun forvirret, pakker en telefon ned i dametasken – og på et andet tidspunkt finder hun spaghetti i tasken og spiser den, langsomt tyggende. Egentlig ikke så absurd, såfremt det blot er tegn på begyndende senilitet. For hun taler også om, hvordan alderen ændrer personligheden. De andre må nøjes med at synge deres halvbanale sange.
Hvis det ikke var for Marthalers usynlige signatur, ville man vel tro, at det var et halvgammelt stykke fra absurdismens anden periode. For der er ganske meget Ionesco-aura over det hele, men uden de klare, rene statements.
Så facit må være: en anderledes sangaften, hvor tekst og musik bliver ubetydelige og selve ideen det væsentlige.
”King Size” havde premiere i 2013 med de samme medvirkende. Men spørgsmålet er, om forestillingen ikke er ved at blive lidt outdated?
Tora Augestad er norsk mezzosopran med speciale i musik fra det 20. og 21. århundrede. Hun har i adskillige år arbejdet med Marthaler.
Bag gæstespillet står CPH Opera festival, der som bekendt fandt sted i august – og Det Kongelige Teater.
Det er altid imponerende at få en udenlandsk produktion til byen, men næste gang må det gerne være et mere vægtigt værk, der serveres.
Der spilles d.16. og d.17. oktober kl.20 på Det Kongelige Teater.
King Size (2013) by Christoph Marthaler. Theater Basel
Medv.:
Tora Augestad
Michael von der Heide
Bendix Dethleffsen
Nikola Weisse
Musical Director: Bendix Dethleffsen
Set design: Duri Bischoff
Costume Designer: Sarah Schittek