∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Flot og charmerende.
I 1926 udkom A.A. Milnes første bog om Peter Plys(Winnie-the-Pooh). I 1928 efterfølgeren(The House at Pooh Corner). Den ikoniske honningelskende legetøjsbjørn Peter Plys og hans venner Grisling, Tigerdyret, Æsel og alle de andre sjove dyr fra Hundredemeterskoven, er kendt og elsket af børn over hele verden. Ligeså er Peter Plys’ ven Jakob, der som barn voksede op på landet og tog på utallige eventyr med alle dyrene.
Foto: The Walt Disney Company Nordic
Vi befinder os i 1950erne. I filmen er Jakob(Ewan Mcgregor) nu blevet voksen. Han bor med sin hustru Evelyn(Hayley Atwell) og datteren Madeline(Bronte Carmichael) i et rækkehus i London. Han er effektiviseringsekspert i en kuffertvirksomhed. Hans arbejde fylder hele hans liv og efterlader meget lidt tid til familien. Dit liv foregår nu lige for øjnene af dig siger Evelyn opgivende til Jakob, som har kul sort samvittighed og føler sig presset på alle fronter.
Foto: The Walt Disney Company Nordic
En dag, da Plys ikke kan finde sine venner, beslutter han at tage til London, for at få Jakob til at hjælpe sig med at finde dem, og genoptage deres gamle venskab. Jakob bliver ikke just begejstret for at se Plys igen, men Plys opgiver ikke så let. Jeg er en bjørn med meget lille forstand, men med et stort hjerte, siger han. Det viser sig nemlig snart at det snarere er Jakob, der har brug for hjælp.
Visuelt er filmen flot med sin live-action teknik, hvor mennesker og computergenererede figurer som Peter Plys og hans venner interagerer sammen. Vi så også live-action i Peter Kanin(2018), der bygger på Helen Beatrix Potters første bog om Peter Kanin og hans venner og i de to film om den peruvianske lille bjørn Paddington (2015/2017).
Foto: The Walt Disney Company Nordic Min anke med denne film er, at målgruppen står lidt hen i de uvisse. I scenerne hvor Peter Plys huserer, er det en film for mindre børn. I andre scener bevæger vi os ind i de voksnes rækker f.eks. i scenerne, der viser Jakobs splittelse mellem arbejdet og familien. Og så er der en scene fra 2. Verdenskrig, hvor vi ser Jakob som soldat i felten. En realistisk og ret voldsom scene.
Filmen er dubbet og får primært premiere med dansk tale, men udkommer også i original version med danske undertekster i udvalgte biografer landet over. I alt lander filmen i 100 biografer.
Bag filmen står den tysk fødte instruktør og manuskriptforfatter Marc Forster, som har en lang karriere indenfor film og tv bag sig, og som bl.a. har instrueret den Oscarvindende Finding Neverland (2004) om figuren Peter Pan. Man fornemmer at folkene bag Jakob og Peter Plys har ladet sig inspirere af både Peter Kanin og Paddington filmene. De gør ikke filmen dårligere. Jakob og Peter Plys et spændende eventyr med masser af komik, varme og charme
Instruktør: Marc Forster
Trailer: The Walt Disney Company Nordic
Premiere: 11.oktober 2018