∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Varmt og kærligt gensyn med “Kærlighed ved første hik”.
“Kærlighed ved første hik”! Det er prøvet mange gange før: At tage et biografhit og transformere det til teater. For dansk teater mangler forfattere med bæredygtige ideer. Så kan det jo være mere sikkert at tage en gammelt filmsucces.
”Kærlighed ved første hik” er lige efter bogen, men reddes af flere årsager. For det første er det de gamle skuespillere fra 1999, der er med igen og med de erfaringer, som tiden har iklædt dem. For det andet er det instruktøren Peter Langdal, der står for det hele. Og han kan både trylle, være musikalsk, få historien til at fungere og personinstruere.
Derfor er ”Kærlighed ved første hik” blevet til god underholdning. For når filmens gamle soundtrack ved gruppen ”Innocent blood” er brugt op, sætter Langdal ”Det brune punktum”,”Spice Girls” og Peter Belli på grammofonen. Det gi’r pote – og sjovt nok er det netop de numre, som får taget til at lette.
Man skal nok være ca. 30 år gammel for at have varme følelser for filmen, som gav både Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke deres folkelige gennembrud. Men uden særligt kendskab til fortiden, som også inkluderer bogen fra 1981, er musicalen sød og velspillet, og de næsten 30 medvirkende agerer upåklageligt. Der er flere generationer med i den nye historie, der som en kinesisk æske smyger sig om den gamle, stadig ved Søren Frellesen.
Det dengang unge par er blevet gammelt og har knas i ægteskabet. De husker tilbage og ser sig selv som unge. Her er de nye, uprøvede kræfter perfekte, og måske gemmer der sig et par stjerner in spe i Nicolai Jensen og Anna Clara Sachs Leschly. Suveræne er to små drenge, som optager det hele på film. Jeg plejer ikke at kunne lide børnestjerner, med de to 12 årige er uimodståelige.Jeg overgiver mig.
Den fra ugebladene så kendte Oliver Bjerrehus debuterer på en teaterscene og gør det pænt, vist nok som sig selv: en smart, tatoveret, men seriøs Tisvilde-løve.
Og så er der det gamle orkester “Innocent Blood” med Ditlev Ulriksen som forsanger. Klædt i sort sniger de sig ind på scenen, og det hele fungerer flot sammen med det store ensemble, hvor operasangeren Joachim Knop stemmemæssigt kan give den med fuld kraft og blæse alle ud.
Men når scenografen Rikke Juellund kaster sig ud i farver, sølvlamé, hawaii-stemning og badeland går det visuelt galt. Så bliver det for meget på den forkerte måde. Det havde faktisk være flot, hvis der var økonomiseret med kulørerne. Så kunne de spændende projektioner på de lidt tunge kassevægge gøre det ud for scenografi. Her kunne Tivoli i øvrigt godt lære lidt af Fredericia Teater, som i de senere år har skabt nogle både flotte og folkelige scenografiske billeder – og i ”Sju bi dua” overbevisende spektakulært og tæt på det, Tivoli forsøger flere år efter. Man skal aldrig snobbe visuelt nedad.
Men forestillingen ”Kærlighed ved første hik” kører af sted og passer vel fint til Tivolis familiesegment – og underholdt, det bliver man.
www.tivoli.dk