∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
SEXPOL. Teater Grob
Når scenografien triumferer!
Plakaten er provokerende. En collage med en åben østers placeret i et kvindeskød. Men så er det faktisk også slut med provokationerne i portrættet af SEXPOL – den tyske, mentale frigørelsesbevægelse fra 1930erne, der fik en lille afstikker i Danmark.
Visuelt er forestillingen SEXPOL på Teater Grob underskøn at skue og raffineret i sin stilisering af både form og farve. Forståelses– og følelsesmæssigt mister forestillingen dog ved at det hele er så stramt og monokromt på den elegante måde. For tiden før Anden Verdenskrig var alt andet end smuk. Den var brutal, grå, klassedelt og truende så det nærmest var uudholdeligt. Men det er teatrets ret og pligt at foretage nogle greb, der gør verden tålelig, så det hele kan opleves på et par timer og bagefter dissekeres på den intellektuelle måde af publikum.
Udgangspunktet for forestillingen SEXPOL er den østrigske sexolog Wilhelm Reich (1897-1957), der bl.a. var elev af Freud og i 1930erne udviklede nogle avancerede ideer om begrebet ”orgasme”, som ville kunne nedkæmpe de fascistiske tendenser, der lå i Europa. Ved at frigøre nogle kræfter i mennesket ville energierne kunne parallelforskydes!
Virkelighedens Reich var født i Østrig og kom fra Tyskland til Danmark, men måtte efter kortere tid og manglende opholdstilladelse tage videre til Norge. Herfra drog han lige før Anden Verdenskrigs udbrud mod USA, hvor han døde i 1957 i en alder af 60 år.
Det er tiden i Danmark før krigens udbrud og lige bagefter, der er dramatikeren Lærke Sanderhoffs ærinde med Wilhelm Reich i centrum, spillet af Kasper Leisner. Han er høj, flot og med den rette karismatiske kraft. Omkring ham en række middelklasse-intellektuelle danskere, som støtter op om ham, tror blindt på hans evner og giver ham rum til at udvikle sine teorier.
Vi møder gruppen med to mænd og tre kvinder, som alle forguder den store mand. Men faktum er, at han lige netop er indbegrebet af alt det, som antifascismen skulle bekæmpe: betagelsen af den store ener. Det er en vigtig pointe, som bliver forestillingens hovedbudskab. Selv om teorien om orgasmen som helende medicin bliver gestaltet under skrig og skrål på scenen, er den alligevel lidt svær at kapere.
Meget lykkes langt hen ad vejen takket været scenografen Christian Albrechtsens superraffinerede scenografi – med et lys, som først giver alle kostumer et sienarødt skær, og i anden del, hvor krigen er begyndt, bliver det hele gråt. ALT, ikke mindst de tidstypiske kostumer. En god pointe som holder spillet oppe og som i øvrigt understøttes af de histoirske projektioner.
Sexpol. Pressebillede.
Så langt så godt. Også koreografien fungerer flot og understøttende, mens dialogen, som vel er fiktion, er funktionsduelig uden at tilføje nye dimensioner. Den historiske figur Wilhelm Reich fungerer, men bortset fra Kasper Leisner og Helle Fagralid får skuespillerne ikke rigtigt fat om personerne. Det svækker engagementet, og man efterlades egentlig en smule kold. Og sådan skal det måske også være. For de var jo på en gal galej alle til hobe dengang i 1930-erne og 1940-erne. Løsningen lå et helt andet sted.
Instruktøren Nicolei Faber og scenografen Christian Albrechtsen har arbejdet sammen flere gange – og er sikkert et godt makkerpar. Denne gang er det hele flot indpakket, men personinstruktionen må ikke ofres på æstetikkens alter.
Tilbage står, at vi godt kunne bruge en fiktionaliseret fortælling om den litterære kreds ”Ringen” i 1930ernes København. Det var den ”klub”, som bl.a talte Ole Wivel, Knud W. Jensen og Ole Høst omkring den i Danmark boende tysker Fritz Waschnitius. For 1930erne er langt fra gennemanalyseret, og slet ikke på teaterscenen.
Med: Helle Fagralid, Kasper Leisner, Morten Brovn, Jens Gotthelf, Kathrine Høj Andersen, Solvej Kyong-Sook Christiansen
Manuskript: Lærke Sanderhoff
Iscenesættelse: Nicolei Faber
Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen
Lysdesign: Mathias Hersland
Lyddesign: Asger Kudahl
Co-produktion mellem Teater Stuk, Teater Grob og Aalborg Teater
Produceret med tilskud fra:
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Knud Højgaards Fond, Jorcks Fond, Spar Nord Fonden, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Beckett Fonden og Lund/Bugge Fonden. Manuskriptet er udviklet med støtte fra Dramafronten.