Menu Luk

Bellevue Badehotel. Strandvejsfarce på Bellevue Teatret.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Bellevue Badehotel. Strandvejsfarce på Bellevue Teatret.

Ny farce om Bellevue  og omegn, der på trods af sjov og ”halløj på badehotellet”  alligevel rummer en hel del sandheder om Danmark lige nu.   

“Bellevue Strandhotel” er en veloplagt, tidstypisk farce instrueret af den norske Frede Gulbrandsen og i alle måder det, der på nudansk hedder:  et stedspecifikt værk.   

Bellevue Badehotel. Bellevue Teatret. 2018. Foto: Henrik Ohsten.

Der var stor opstandelse for et par måneder siden i den nordlige omegnskommune Gentofte. Det smukke Bellevue Teater skulle ifølge en pressemeddelelse ombygges til badehotel. Det viste sig hurtigt at være Fake News – et mediestunt skabt af teatrets nye PR folk for at få opmærksomhed. Teatret blev jo fredet i slutningen af 1980erne og er i dag et ikon i dansk arkitektur, en perle inden for teaterbyggeri og en på alle måder enestående bygning. Men sandheden er dog, at Gentofte Kommune flere gange igennem årene har haft lyst til at gøre noget ved bygningen, bl.a. at indrette et casino, så helt ud i Dyrehaven var ideen altså ikke.

Bellevue Badehotel. Bellevue Teatret. 2018. Foto: Henrik Ohsten.

Tilbage er nu forestillingen: ”Bellevue Badehotel” – en satire på den ufarlige, lidt vovede manér, som vi kender fra ikke mindst sommerrevyerne. Bag teksten står da også makkerparret Vase & Fulgsang.

Forestillingen starter nede på den grønne plæne – ud mod Øresund. Har folk lyst dertil kan de få badekåbe på, og så er der ellers underholdning ved hoteldirektøren, der kommer kørende på en traktor, hans søster, bestyrelsesformanden, den hurtigtløbende piccolo og en journalist fra tv lorry. Joh, det er dansk hygge skabt effektiv og dynamisk af skuespillerholdet med Troels Malling, Kristian Holm Joensen, Marie Mondrup, Susanne Breuning og Farshad Kholghi.

De skal løbe hurtigt, når skuepladsen flytter over til teatersalen, og scenen afslører en flot hotelfoyer skabt af scenografen Benjamin la Cour ( kendt for sin “Klokkeren for Nortre Dame”) -præcis som Arne Jacobsen i sine gode dage i 1930erne ville have tegnet en hotel-lobby. Der er striber, bambus og fine detaljer i dekorationen, og så er der ellers et forvirret og finurligt persongalleri med hurtige omklædninger og i sidst ende en lille overraskelse.

Bellevue Badehotel. Bellevue Teatret. 2018. Foto: Henrik Ohsten.

Detaljerne skal ikke røbes. Men de forskellige dagsaktuelle vittigheder er indimellem sjove, bl.a. da der kommer en myndighedsperson og vil lukke hotellet en time før, det skal åbne, for han har forsinket mange etablissementer: hoteller, restauranter og Aarhus Letbane.  Selvfølgelig får de polske håndværkere ikke  deres løn og en vægtforskydning, hvor ikke mindst kvindekønnet  er hungrende efter sex, er vist også moderne.

Troels Malling er inkarnationen af jyske entreprenører iblandet Cirkusrevyens pæne Torben Træsko, og så står han der som Tommy Gummistøvle og går ikke af vejen for hverken at ødelægge teaterbygningen til fordel for et utal af hotelværelser eller spille på hestene på den nærliggende galopbane. Det er godt set af forfatterparret at mikse de to elementer, vel inspireret af den gamle uimodståelige Liva Weel film “Odds 777” fra 1932 – skabt lige før Arne Jacobsen transformerede Klampenborg-området.

Facaden på Bellevue Teatret. 1936. Fra bogen “Bellevue Teatret  (…)” af Ulla Strømberg. (2013).

Marie Mondrup sammen med Khristian Holm Joensen og Farshad Kholghi  giver den i bedste og vildeste revystil og balancerer flot, mens Susanne Breuning er indbegrebet af alle de nye magtfulde kvinder, der, via deres køn og udseende snarere end deres viden og færdighede,r har fået et par håndfulde bestyrelsesposter.

 

Valget af ”Bellevue Badehotel” er ikke spor mærkværdigt, for opgaven har været klar fra starten. Et helt nyt hold på Bellevue Teatret med direktør Pia Jette Hansen tiltrådte sidste år, og nu skal det smukke egnsteater i Klampenborg revitaliseres og først som sidst have orden og sorte tal på bundlinjen.

Bellevue Badehotel. Bellevue Teatret. 2018. Foto: Henrik Ohsten.

Teatrets historie tilbage fra 1936 opremser ikke mindst,  hvad man ikke skal gøre.

IKKE gamle operetter, IKKE one man shows, IKKE teksttunge skuespil. Til gengæld MASSER af musik, step og sjov på den begavede måde, men hver gang skal det også være nyt og aldrig set før. Forestillingerne må ikke vise bagud, der skal være kendte navne, masser af sjov og ikke at forglemme den musikalske indpakning. Når dertil lægges,  at scenen er stor, skal der også en kraftfuld scenografi til, der ikke må stikke alt for meget ud fra Arne Jacobsens beundrede og evigt holdbare 1930-arkitektur.       

Sådan var opgaven, og Pia Jette Hansen greb vel telefonen og ringede lidt rundt og satte sit hold, der nu har skabt strandvejsfarcen: “Bellevue Badehotel”.  Til at styre løjerne kom instruktøren Frede Gulbrandsen, der bl.a. klarede “Røde Orm” i Aarhus og i Dyrehaven.

Bellevue Teatret var sidste år endnu engang i knibe.  På trods af den smukke teaterbygning er det ikke nemt at drive en kulturinstitution  med 700 pladser, 15 kilometer nord for København. Sådan har det altid været, men bygningens ejer, Jes Kølpin, fandt en balancegang igennem de mange år, han også var teaterdirektør. Derfor stod på plakaten bl.a. ”Ørkenens Sønner”, ”Rytteriet” og adskillige gange Sanne Salomonsen. Men også Alexanders Kølpins sommerballet igennem mange år skabte respekt om stedet. Nu skal den nye direktør finde sit eget fodslag og fastholder heldigvis ”Folk og Røvere i Kardemommeby”, men supplerer også med sikre publikumshit fra Østre Gasværk, bl.a. ”Cykelmyggen Egon” og forfatteren Ken Folletts forskellige bestsellers.

Forhåbentlig rammer Bellevue Teatret fortsat noget, folk vil se, for som bekendt: uden publikum, intet teater. Så kan man have nok så mange høje tanker om den store KUNST. Men publikum afgør,  om et teater får lov at leve.

 

Medvirkende:

Troels Malling, Susanne Breuning, Kristian Holm Joensen, Marie Mondrup & Farshad Kholghi

Instruktion  

Frede Gulbrandsen

Manuskript René Vase & Jannik Fuglsang
Scenografi Benjamin la Cour

 

www.bellevueteatret.dk

Køb billetter:

Mere om Bellevue Teatret: læs gerne bogen af Ulla Strømberg: “Bellevue Teatret”. ( 2013)  Forlaget Bogværket.