Indtryk/ Ulla Strømberg.
Venedig Biennalen, 2015. Ude i byen – på museer og paladser. A.
De bedste kunstoplevelser i år foregår langt væk fra Biennale-området, men selvfølgelig mere eller mindre i anledning af Biennalen. Der skal zigzages på kryds og tværs over Canale Grande. Men det er jo kun sjovt at tage vaporettoen og lade båden føre én mange nye steder hen i løbet af blot en dag.
Foto: US.
Start på Palazzo Ducale, hvor den franske maler Henri Rosseau (1844-1910) vises i en meget gennemarbejdet, dog noget overkurateret sammenhæng med mange billeder af andre kunstnere. Men pludselig ser man nye dybder i den naivistiske maler, der gik under navnet tolderen, Le Douanier, og som var højt værdsat af Picassos miljø i Paris omkring begyndelsen af det 20. århundrede.
Fortsæt over til Della Salute, hvor den franske milliardær Pinault, manden bag Vuitton m.m. og bygherre af Frank Gehry-museet i Paris, også har placeret nogle hundrede millioner kroner. Udstillingsstedet Punta Della Dogano er redesignet af den japanske arkitekt Tadeo Ando for få år siden. Her har den danske Pavillons Danh Vo medkurateret en udstilling: ”Slip of the Tongue”, der vel bedst kan karakteriseres med det moderne ord queer- dvs. en diskussion om køn set mand og mand imellem, men som vist nok skal forstås som en historisk samtale. Kvinder kan godt holde sig udenfor.
Mange forskellige kunstnere, yngre som verdensnavne, sættes sammen i de fantastiske rum, og så skulle der gerne ske noget, i hvert fald på det intellektuelle plan. Fra Picasso og Rodin til bl.a. Elmgreen og Dragset – og Henrik Olesen. Visuelt er rummene i sig selv som oftest stærkere end selv det bedste kunstværk. Danh Vo har selv adskillige værker med, som synes noget mere kraftfulde end dem, der er i den danske pavillon. Værkerne her lever fint op til temaet om det historiske sat til diskussion, for hans værker ofte er sammensatte af noget gammelt – og noget nyt, men altid ready made.
Men alene rummene – beliggenheden – er et besøg værd.Foto: US.
Stedet drives i øvrigt sammen med Palazzo Grassi, som også nyder godt af Pinaults milliarder, men her er der for tiden en ikke videre interessant udstilling af den franske kunstner Martial Raysse (født 1936), der overførte den amerikanske popkunst til Frankrig, men desværre i høj grad ligger på hjul af folk som Warhol og Rauschenberg. Dog uden forbilledernes charme, fordybelse og i sidste ende overskud.
Spring i øvrigt aldrig Guggenheim-museet over. Se ikke mindst den faste samling, som bugner af gode værker fra Picasso, Magritte til Calder, Pollack, Kandinsky og mange flere. Det er VERDENSKUNST, og man kunne i realiteten blot have flyttet nogle af værkerne ud i Giardini og dermed vist kunstens fremsynethed og parathed til at beskæftige sig med de store problemer på en langt mere interessant måde end det, som kurator Enwesor er nået frem til – under den fælles overskrift: All the World’s Futures.
Fra Guggenheim kan turen gå videre til Accademia, det store fine museum, som rummer værker af bl.a. Giogione og Tizian udover alle de andre venetianske kunstnere som Tintoretto, Bellini m.fl. Museet er blevet sat i stand delvist og har fået nye lokaler, og her vises en af moderne italiensk kunst store navne – Mario Merz ( 1925-2003).Han ligger i forlængelse af art povere bevægelsen med neonrør, installationer og masser af hvidt. Et historisk statement, som ikke rykker så meget i dag. Det er set og oplevet før.
Så er det vist blevet tid til frokost! Eftermiddagsturen følger i næste afsnit.