56. kunstbiennale i Venedig.
/Ulla Strømberg.
Eva og Adele, det tyske performancepar, sidder på Marcuspladsen. Vaporettoen er overfyldt, tjenerne ukoncentrerede og himlen overskyet. Alt er som det plejer at være i Venedig, men det er værre i disse dage, for årets kunstbiennale er ved at starte op med preview for kuratorer, gallerister, museumsfolk, samlere, pressefolk og kunstnere – efterfulgt af seks måneder offentlig adgang til moderne international kunst i en by, som er tung af kunst og kulturhistorie.
Det vrimler med mennesker, for flere og flere får hang til kunst, om det så er af interesse eller af kedsomhed, hvem ved? Folk flokkes i Giardini og Arsenale, de to store udstillingssteder. Om dagen spises frokoster og alle mulige handler indgås. Om aftenen er de særligt indviede til parties i paladser, restauranter eller andre dertil hyrede lokaliteter. Alle er på vej hen til en aftale, der vil handle mindst ligeså meget om penge som om kunst.
Haven rummer 29 nationale pavilloner, mens Arsenale, det gamle skibsværft for flådens materiel, har 31 forskellige nationer repræsenteret samt adskillige inviterede kunstnere.
Årets Biennale er skabt af Okwui Enwezor, kritiker, kurator og skribent, oprindelig født i Nigeria, men i dag leder af Haus der Kunst i München. En tænksom mand, der har adskillige nøglebegreber at hæfte på biennalen med overskriften: “All the world’s futures” – groft oversat: verdens fremtidsmuligheder.
Konceptet og udstillingerne kan hverken overstås eller overskues på en eftermiddag. Der kræves en hel del af de besøgende, hvis de vil med på vognen og ikke blot afvise hele projektet som fortænkt og lukkende om sig selv. Heller ikke den danske repræsentant, Danh Vo, vietnamesisk født, men uddannet på Kunstakademiet i København, lader sig spise af med floskler som flot, dekorativ eller bevægende. For Danh Vo er konceptkunstner, der kræver masser af ord for at nå ud til en større del af befolkningen og ikke kun ramme dem, der har fået et par års undervisning i filosofi eller kan eksercere et vist abstraktionsniveau.
Foto: US.
De næste dage vil jeg tage hul på biennalen, men lige nu blot sige, at 89 lande er repræsenteret, kunstbiennalen gennemføres for 56. gang og har en næsten 120 år gammel historie. Også det er en væsentlig ingrediens i det budskab, som biennalen ønsker at udsende.
Men den moderne kunst må op i beatet for at klare konkurrencen fra en by, der er så anderledes, attraktiv, anmassende og i sig selv bærer af mange hundrede års kunst.
