∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Så kom BLOX i brug på anden vis. Det Flydende Teater og Teatergrad er rykket ind i det omstridte hus og bruger festsalen de næste par uger som en selvfølgelighed. Det siger noget om teaterforestillingen ”Flygt”s robusthed, men mindre om huset BLOX. For jeg farer stadig vild og føler fortsat frygt, når jeg forlader bygningen via trapper og rulletrapper. Det er og bliver en underlig bygning. Har nu været der tre gange! (Se tidligere omtaler.)
Men hvilken interessant forestilling: ”Flygt”. Historien om Arne Jacobsen og PH på flugt i samme robåd d. 30. september 1943. I Hans Hertels seneste store biografi om PH vender han tilbage adskillige gange til hin nat, uden dog at komme sandheden nærmere. Men i forestillingen ”Flygt”, skrevet af Line Mørkeby, fortælles historien fint i brudstykker med flashbacks og referencer til begge de herrers livsværker.
For historien om 5 mand i en robåd ville nok ikke være husket, hvis ikke det netop var fordi, PH og AJ i dag i dansk sammenhæng står som monumenter over det 20.århundredes æstetik og intellektualisme.
De var med til at forme ikke kun deres samtid, men også eftertiden. Vi lever på deres analyser og konklusioner. Med 7’er stole omkring hvide borde og dyre PH lamper ovenover bladres Politiken igennem, Gyldendals bogklubforsendelser åbnes, og verden angribes derfra, hver dag, ude i små danske hjem. Først 50 år efter PH tegnede sine lamper (allerede i 1920erne) blev de hvermandeje og er det stadig!
De to herrer ville på hver sin måde gøre op med den gamle uniformitet, men skabte faktisk blot nye fællesnævnere. PH i skjorte snakkede og tegnede med i cigaret i munden, Jacobsen polemiserede mindre, men arbejdede desto hårdere med sine bygninger og design, iført pæn habit og en pibe som ledsager. Det billede tegner forestillingen videre på.
”Flygt” er sidste og fjerde del af et ambitiøst projekt skabt over portrætter med relation til Anden Verdenskrig. Men Det Flydende Teater har hele tiden ønsket at sætte alt i relation til den aktuelle situation med danske soldater i Irak og Afghanistan.
Ved netop denne gang at vælge PH og Arne Jacobsen bliver det muligt tillige at se på vor hverdag og livsstil i dag, som ville være anderledes uden de to herrers virke igennem nogle årtier fra 1920erne og frem til 1970erne.
”Flygt” er danmarkshistorie på flere planer.
Med kun to skuespillere, en sanger, to musikere og skelettet af en robåd lykkes det på forbilledlig vis at skabe en stemning midt mellem tradition og forandring – angst og kampmod – og ikke mindst tro på eget værd.
Men Mørkeby og co. forudsætter historien bekendt, så der bliver blot smidt lunser ud om møbler og bygninger for Jacobsens vedkommende og viser, udsagn og selvfølgelig henvisning til div. lampetyper fra PHs hånd. Det er nok en rigtig disposition for at nå frem til kernen i historien, de øjeblikke, hvor det ser sortest ud på Øresund – inden sejlrenden. Der er mørkt i Danmark og lys forude ved den svenske kyst. Det er uhyggeligt og rystende hver gang historien om flugtruter over Øresund, september 1943, fortælles. Jeg bliver fortsat bevæget. Tænk hvilket mentalt overskud disse mennesker havde. De vidste hvad de forlod, mens fremtiden på den anden side af vandet var uvist.
Der bliver talt meget i forestillingen, primært af PH, men også Jacobsen ytrer sig med lidt ironi. Pelle Nordhøj Kann som PH spille både sjovt, vellignende og arrogant. Også Rolf Hansen som Arne Jacobsen og kvinderne bag de store mænd får mange spændende nuancer med i den abrupte spillestil. Flot at de begge bliver i stand til at skabe alvorlige momenter, når båden gynger – og det ser allermest håbløst ud med indsivende vand.
Den musikalske side er mere klassisk, selv om komponisten Nikolaj Busk isprænger nogle godbidder fra to af de udødelige sange: ”Man binder os på mund og hånd” og ”Så slår to hjerter sødt i samme takt”, begge med Kai Normann Andersens liflige toner. Det er et valg at tage den seriøse musik med i netop disse to portrætter. Jeg havde nok foretrukket en mere jazzet lydside for at understrege moderniteten og den nuværende folkelighed.
Det Flydende Teater lykkes med at vise en fuldstændig irrationel flugt for to mennesker: den ene jøde, den anden åbnemundet kommunist. Det skete i Danmark for 75 år siden, men sker stadig over alt i verden – også i lande vi kommunikerer med og rejser til i i dag.
Det er pointen og den frygtelige sandhed i denne forestilling.
Alt gentager sig, men gudskelov er mennesket stærkt og kampberedt.
Forestillingen spilles i BLOX et par uger endnu, siden ved Furesøen til slutningen af Juni. I august og september på turné.
Kan varmt anbefales.
Medvirkende Pelle Nordhøj Kann, Rolf Hansen + Hanna Englund (cellist), Marie Bessesen (klarinettist) og Cille Buch (sanger). Senere i spilleperioden vil det være Kirstine Pedersen (cellist), Anna Klett (klarinettist) og Idil Alpsoy (sanger).
Instruktør: Jacob Schjødt
Dramatiker: Line Mørkeby
Scenograf: Sir Grand Lear
Lyddesign: Martin Danielsen
Komponist: Nikolaj Busk
Producent: Christine Worre Kann
Koncept og idé: Det Flydende Teater