∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Endelig. ”Spar dame” er en fuldtræffer lige til røde lygter. Og Det Kongelige Teater fortjener det. Teatret har et opskruet aktivitetsniveau, som burde glæde enhver hyperaktiv kulturminister. Men der skal også ro, fordybelse og mentalt overskud til for at skabe kunst. Med ”Spar dame” er det lykkedes for balletten at få et værk, der giver tilpas udfordringer til kompagniet – og stor glæde for publikum. Til premieren stod Gamle Scene, fyldt til sidste plysstol, op og omsatte glæden til begejstret klappen og tilråb.
Den unge, britiske koreograf Liam Scarlett har til Det Kongelige Teater kreeret en klassisk moderne helaftensballet over Den russiske forfatter Pusjkins novelle ”Spar dame” (1834). Allerede Tjajkovskij så mulighederne i historien og skabte en opera, ”Spar dame” – eller på fransk: ”Pique-Dame”.
Historien er grum med en kedelig knægt som hovedperson. Soldaten Hermann er besat af at finde gåden om de tre kort, som engang gav en arrogant grevinde den helt store gevinst ved spillebordet. Hermann vil i bogstavlig forstand finde nøglen til hemmeligheden i grevindens skuffe og skyr intet middel. Han foregiver at være forelsket i plejedatteren, vrister nøglen fra hende, og sidenhen overrasker han grevinden, som dør af skræk. Da han selv skal indkassere den store gevinst, ser han i et syn grevinden for sig og ender som sindssyg. Alle har tabt i dette overklassens Rusland i midten af 1800-tallet. Men den umættelige sult efter mammon er stadig et kendt fænomen. Pusjkin beskrev en almenmenneskelig tilstand, som er alt for genkendelig.
Liam Scarlett har sammen med musikmanden Martin Yates og scenografen Jon Morrell skabt en moderne, fortællende ballet, der er smuk at skue og interessant at lytte til. For Yates har hentet musikken fra hele Tjajkovskijs kompositoriske livsværk, lidt her, lidt der fra nogle af operaerne: Eugen Onegin, Spar dame, Jomfruen fra Orleans, Troldkvinden og tillige fra en række orkesterværker, bl.a. Stormen, Hamlet og Mandfred-symfonien. I stedet for blot at lade balletfortællingens trin underordne sig operaens dramaturgi, er de gået den anden vej. Først ballettens egen rytme, så musikken. Meget interessant.
Trinene er overraskende nye, ikke mindst i pas de deux’erne er det flot, når damen løftes alt for højt og bæres igennem. På sammen måde er de klassiske (russiske trin) – afløst af svingture, som kunne høre hjemme i 1950ernes dansehaller. Kostumerne er mageløse. På en gang lydefri, usynlige og alligevel attraktive, som det kun lader sig gøre, når silkestofferne er heftige og ingen detaljer er overset, fra variationer i korpsets kjoler og sørgedragter – til kontrasten imellem grevindens pompøse antræk og plejedatteren Lizas ydmyge, men dog smukke kjoler. Også det sceniske rum er gennemtænkt – et par maxi-riste indrammer scenen og kan bevæge sig suppleret af diverse stativer, der giver associationer til både spillekort og soldatersenge. Hermann er jo militærmand. Underspillet scenografi og dog nærværende.
Men alt kunne være ligegyldigt, hvis ikke Liam Scarlett have fået sat fut i Den Kongelige Ballet. På premiereaftenen dansede Andreas Kaas og Ida Praetorius det unge par: – hun yndig, uskyldig med udtryk for alle de følelser, der kan gå igennem en ung forelsket kvinde, der bliver snydt. Ida Prætorius er ballettens stjerne, der både kan danse og nå ned til det publikum, som næppe ser hele balletten på grund af dårligt udsyn fra de fleste sæder. Men Praetorius ser og føler man, uanset om byens højeste mand eller kvinde sidder lige foran. Hendes nuancerede skrøbelighed, parret med styrken i trinene, fastholder publikums opmærksomhed.
Andreas Kaas plejer at danse de flinke unge mænd. Men på trods af sine unge alder har han godt fat om det skurkagtige og frastødende – og giver brutalt modspil til både Praetorius og grevinden, danset med stramt, majestætisk overskud af Kizzy Matiakis. Også andre af solodanserne og solisterne giver sig hen i denne ballet: Jon Axel Fransson, Benjamin Buza og Holly Jean Dorger bl.a. . Der er dog flere forskellige hold – og man må håbe, at den blanding af kraft, skrøbelighed og modernitet som premiereaftenen have i overflod, kan fastholdes.
En grum ballet om de onde over for de gode, om grådighed, ludomani og kærlighedens dybe afgrund i et overflodens set up, som får det hele til at glide ned.
Koreografi: Liam Scarlett
Iscenesættelse: Liam Scarlett
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Orkestreret og arrangeret af: Martin Yates
Scenografi og kostumer: Jon Morrell
Lysdesign: David Finn
Assisteret af: Jean-Lucien Massot
Assisteret af: Claire Still Henriksen
Dirigent: Vincenzo Milletarì
Se datoer og køb billet: