∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
IMPONERENDE. En verdenspremiere i Fredericia, en ny musical skabt hen over tegnefilmen ”The Prince of Egypt” fra 1998 med musik og sange af Stephen Schwartz efter Philip Lazebniks tekst. Velsmurt musicalmaskine, som fungerer flot, men rent scenografisk slet ikke er på højde med, hvad de ellers har præsteret i Fredericia.
Fredag aften er alt i højeste gear på det gamle Fredericia Teater. Verdenspremiere. Foran scenen, på det flade gulv, venter folk fra hovedstaden, hele Jylland og sandelig også fra udlandet. En ny musical skal på scenen for første gang.
Omme bag scenen, desværre uden for vort synsfelt, sidder det store orkester. Selve scene er faktisk lille, men her udspilles verdensdramaet om to unge mænd, der vokser op som brødre uden at være det. Men deres veje må skilles, for Moses vil følge sit kald og uddrive sit folk fra Ægypten, mens Ramses overtager magten fra sin far og bliver øverste regent i Ægypten.
Det er Dreamworks gamle fortolkning af Moses-historien der bruges. Musikken er musical-like, dvs. flink i den varme “Disney-genre”. Tematisk er der lighedspunkter med den gamle musical ”Jesus Christ”, dog uden billige effekter. Komponisten Schwartz har iøvrigt tidligere begået bl.a. musicals som “Godspell” og “Pippin”.
Historien om Moses er brutal, men dramaturgien er i denne version pletfri. Man kan mærke de stærke professionelle hænder bag. Fortællingen, ved premieren på engelsk (!), kører af sted i ørkenen, og det er positivt ment. Polerne sættes op mod hinanden. De to unge mænd, faderen over for moderen, kvinderne i modspil, og ikke mindst kærlighed over for pligt. Hvem skal sejre i den store altafgørende konfrontation, hvor Ramses, den ægtefødte, står over for Moses, hittebarnet, fundet i en kurv ved Nilens bred?
Moses vinder vor sympati, mens Ramses fastholder magten.
Ikke mindst Moses-figuren lever op til det, som instruktøren i programmet beskriver som hensigten: I transformationen fra tegnefilm til teatermusical har ønsket været, at alle figurer blev mere menneskelige og kunne udtrykke følelser, som også moderne mennesker besidder. Det lykkes på alle måder hos Moses, manden vi kommer til at holde af, fordi han for øjnene af os bliver voksen, moden og nødsages til at tage nogle beslutninger. Som belønning redder han i øvrigt sit folk og får en kvinde, der giver ham kærlighed. Moses er også moderne i sin forvirring og jagt efter en identitet: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvorfor er jeg en fremmed her blandt de kongelige? Derfor synes historien lige at gå til, som et tv-program på jagt efter adoptivbørns sande rødder.
Et gennembrud for den ung stjerne, skuespiller og sanger Diluckshan Jeyaratnam, uddannet i Fredericia. I rollen som Moses har han et smukt nærvær og en god stemme, der til fulde giver Moses-figuren nogle dimensioner, som rækker ud over musicalstemningen. Allerede i den nu legendariske ”Klokkeren fra Notre Dame” viste Diluckshan Jeyaratnam sit talent som en charmerende sigøjnerleder. Nu kan han bære en hovedrolle og er fuldt på højde med – eller over – den inviterede Jason Gotay, der har spillet rollen som Ramses i en mindre amerikansk version af musicalen.
Koreografien er spændende og er det friske pust i hele musicalen. Danserne får virkelig lov at udfolde sig og udnytter deres kroppe som byggeklodser. Som sædvanlig er danserne fremragende alle sammen. Hvilken glæde og engagement hele korpset udtrykker. Og det musikalske klarer de også. Dog er et par af de kvindelige hovedroller lidt for golde og kolde i sangen. Det er synd. Spørgsmålet er, om det er instruktionen eller skolingen. Der er i hvert fald brug for mere menneskelighed.
Der er en række gæster udefra på rollelisten. Og ved fremkaldelserne stod ca. 10 store, amerikanske midaldrende mænd i mørke habitter på scenen – suppleret af et par sortklædte kvinder, alle importeret fra det store udland: komponist, instruktør, koreograf, kostumedesigner, etc. Flot at de er blevet fundet – men en række stortalenter i Danmark har dermed ikke fået mulighed for at udvikle deres evner. Mange af de danske kunstnere, som tidligere har arbejdet i Fredericia, er fuldt på højde med de udenlandske gæster. Der kan naturligvis være tale om krav fra rettighedshaverne, men det er ikke beskrevet i det superflotte program, som har fine cv-er på alle medvirkende (minus musikerne) og nogle flotte billeder på mat papir. Godt gået – men desværre ikke noget om kulturhistorien bag og heller ingen historisk placering af Ramses (og Moses) – i vort fælles historieunivers. Men hvis nogen er interesserede, er det ca. det 13. århundrede før vor tidsregning – og ca. 100 år senere end bl.a. Tutankhamon, der er kendt for sin fantastisk grav, men ikke for sit politiske virke. Og ca. 1300 år senere end de store pyramider blev bygget.
Nogle stikord fra den virkelig historie havde klædt programmet – og ligeså billeder af inspirationskilder til scenografi og kostumer. Her var i øvrigt hele produktionens svageste led, som var ganske synlig og gjorde hele aftenen mindre spændstig og engagerende. Scenografien var gammeldags og gumpetung med en for stor nedhængende papsky, der sad fast, midt for, igennem alle timerne. Sidevæggene blev belyst med alt for markante lampe, så det blev et lysshow istedet for ørkenstemninger. Farverne var indimellem betagende og meget lig tegnefilmens farveunivers, men havde ingen rytme i farveskiftene og slet ikke den ekvilibrisme, som Fredericia Teater har udviklet i de senere år i det visuelle. Scenografien føltes som års tilbageskridt rent teknisk for teatret. Også kostumerne skuffede – for gennemsnitlige, for uinspirerede, når man tænker på de ægyptiske muligheder.
Men det er imponerende og på alle måde beundringsværdigt, at lederen af det hele, Søren Møller, har så meget gå-på-mod og målbevidst har ført teatret frem siden det store gennembrud med ”Aladdin” i 2012. Også byen Fredericias engagement i teatrets vækst aftvinger respekt. For uden et opbakkende og støttende bagland havde eventyret om Fredericia Teater ikke været muligt.
De verserende planer om et nyt teater i nærheden af vandet kan man kun støtte, for lige nu er den gamle teaterbygning en hemsko for produktionernes kvalitet – og udvikling. Der er brug for en større scene og bedre udsigt fra publikumspladserne.
Spilles på både dansk og engelsk på skiftende datoer.
Rolleliste:
- Moses: Diluckshan Jeyaratnam
- Ramses (forpremierer og verdenspremiere): Jason Gotay
- Ramses: Lars Mølsted/Oliver Lundqvist
- Tzipporah: Nadia Abraham
- Nefertari: Kristine Yde/Sandra Elsfort
- Miriam: Silke Biranell
- Jocheved: Samira Alm
- Dronning Tuya: Anne Fuglsig
- Aaron: Christoffer Lund Skov
- Hotep: Søren Bech-Madsen
- Farao Seti: Mads M. Nielsen
- Jethro: Runi Lewerissa
- Unge Miriam: Abigail Baunbæk Wallington/Naomi Victoria Sacara Gulløv
- Unge Aaron: Mathias Abraham Rasmussen/Theo Brandt
- Ensemble: Maria Skuladottir, Linda Arunee Charlotte Olufsson, Katrine Jenne, Ernestine Ellen Marie Ruiz, Nadin Reiness, Kristoffer Sass, Julian Thiesgaard Kellerman, Daniel Trelborg Hansen, Mads Æbeløe
- Ensemble/dansere: Vegard Kristiansen, Rachael Ireson
- Dansere: Rina Nathalie Esther Hirschorn, Giada Luciani, Gabriel Hyman, Joshua Keith, Jourdan Epstein, Kalon Badenhorst
- Cover Farao Seti og Jethro: Kim Leprévost
- Swings: Katrine Skovbo, Max-Emil Nissen
Det kreative hold
- Komponist og tekstforfatter: Stephen Schwartz
- Manuskript: Philip LaZebnik
- Instruktør: Scott Schwartz
- Koreograf: Sean Cheesman
- Kapelmester: Martin Konge
- Scenograf: Kevin Depinet
- Lyddesign: Tim Høyer
- Lysdesign: Mike Billings og Fredericia Teater
- Musical Supervisor: Dominick Amendum
- Associate director: Jeremy Scott Lapp
- Resident director: Bjørg Gamst
- Koreografassistent: Addy Chan
- Orchestrator: August Eriksmoen
- Dansk oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen og Bjørg Gamst
- Producent: Fredericia Teater
Verdenspremiere:
- april 2018 på Fredericia Teater
Premiere på dansk:
- april 2018 på Fredericia Teater
Københavnerpremiere:
- juni 2019 på Gamle Scene, Det Kongelige Teater
www.fredericiateater.dk