∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“8 songs for a mad king” produceret af Egnsteatret Undergrunden.
Flot præstation af Sten Byriel i 50 år gammel avantgardeopera.
Sandelig om komponisten Peter Maxwell Davies’ opera ikke er 50 år gammel. Men det mærkes ikke. Og ligeså er basbarytonen Sten Byriel ungdommelig og præcis i operaens eneste rolle, hvor stemmen skal gå over 5 oktaver. Det er vildt. Og nu, kun to måneder efter, at Sten Byriel forlod Den Kongelige Opera efter flere årtiers tro tjeneste, er han videre i sin karriere på et sted, som tiltaler ham, nemlig ude hos og tæt på publikum.
Her under Cph Opera Festival opførtes i søndags den 33 minutter lange opera i UKirken på Vesterbro – tidligere Gethsemane Kirken. I hjertet af Vesterbro ligger denne kirke fra forrige århundredeskifte. Indenfor er der et stærkt maleri som altertavle og trægalleri hele vejen rundt. Her spillede Ensemble Storstrøm under ledelse af Ian Ryan med publikum placeret på stole og bænke ekstremt tæt på instrumenterne. I midten af det hele et bord med skakbrikker.
Og sådan begyndte forestillingen: to mænd spiller skak. Så går de hver til sit, den ene er dirigent, den anden forvandler sig til den gale engelske konge, Georg III. Librettisten Randolph Stow byggede på virkelige tekster af den britiske konge, der i de sidste årtier af sit liv, omkring 1800, var så sindssyg, at sønnen, den senere Georg IV, måtte overtage styret i 1810. Det er nu ikke så meget teksten, der interesserer, men snarere de uendelige variationer, som den mandlige stemme skal demonstrere og beherske. Det er forunderligt og ganske foruroligende, hvor det hele, udtænkt af Maxwell Davies, skal ende med ”død over operaen som genre”. Det manifesterer sig ved, at en violin smadres, og musikken helt går i oplæsning.
Besnærende voldsomt er det samlede indtryk og overbevisende sunget af Sten Byriel og flot fulgt til dørs af Storstrøm Ensemblet med syv musikere. For iscenesættelse stod den unge Johan Klint Sandberg, der bl.a. har befolket den lille spilleplads med diverse dukker. Alt det er ok, men musikken og den menneskelige stemmes ”spændvidde” er dog det, som imponerer mest.
Ikke uden grund vender barytoner gang på gang tilbage til denne lille opera, som er blevet lidt af et ikon inden for moderne opera. Men operagenren døde heldigvis ikke af angrebet.
Og Sten Byriel har nu et spændende værk at rejse med!
Eight Songs for a Mad King opføres også d. 9. og d. 10. september i Galaksen i Værløse.
Eight Songs for a Mad King er et monodrama af Peter Maxwell Davies med libretto af Randolph Stow, baseret på tekster af kong George III. Operaen havde urpremiere d. 22. 4. 1969.
Medvirkende: Sten Byriel
Iscenesættelse: Johan Klint Sandberg
Musikalsk ledelse: Ian Ryan
Orkester: Ensemble Storstrøm
Lysdesign: Anders Nyegaard
Produktions- og forestillingsleder: Andrea Støier Andersen
Producent: Egnsteatret Undergrunden