∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Toves værelse af Jakob Weis på Folketeatret.
Foto: Thomas Petri.
Eller er det måske myten om Tove Ditlevsen, der i et par timer er krøbet ind bag Paprika Steens facade? Uanset om det skal kaldes for method acting eller blot super skuespilkunst – så er det følelsesmæssigt overrumplende, når figuren på scenen i løbet af få minutter kan gå fra gråd til mild latter og derefter over i let slumretilstand.
Tove Ditlevsen, som døde i 1976, tog i alt hvad hun skrev afsæt i egne oplevelser og fornemmelser. Derfor synes vi nok, at vi kender hende, hendes udsving, hendes traumer, hendes baggrund. Men tilsyneladende ikke nok, må dramatikeren Jakob Weis have ment, da han for 2-3 år siden påbegyndte ”Toves værelse”, der nu indgår i den række af litterære nyskrevne skuespil, som Folketeatret med succes har vist igennem de seneste sæsoner.
Tove Ditlevsen på scenen
De første år af Ditlevsens liv kendes bl.a. fra romanen ”Bardommens Gade” fra 1943 filmatiseret i 1986. I forestillingen ”Ansigterne”, opført på Hippodromen i 1978, dramatiserede Henrik Moe et par år efter Tove Ditlevsens død romanen ”Ansigterne” fra 1968 og gjorde det til et voksenportræt af Tove Ditlevsen. I et par sæsoner har kvindegruppen Sort Samvittighed diverteret i Det Kongelige Teaters regi med den både muntre, sofistikerede og begavede musikforestilling ”Tove, Tove, Tove” – som blev en hyldest til den fiffige ordekvilibrist og avancerede kvinde,Tove.
Elendigheden
”Toves værelse” er derimod et alvorligt forsøg på at udbrede kendskabet til Toves sidste 10-15 år. Ikke nogen lykkelig periode, snarere en lang, sej vej mod afgrunden, hvor de eneste rolige øjeblikke tilsyneladende kun fandtes bag hospitalets mure. Her kunne hun finde ro – her var der omsorg uden forventninger, og her var der måske en stilfærdig adgang til den nødvendige medicin.
Et elendigt ægteskab med Ekstrabladets daværende chefredaktør Victor Andreasen gjorde hende stoffri i begyndelsen, men siden hen nærmest åd de hinanden levende, synes sandheden at være, bl.a. beskrevet i Tove Ditlevsens bog ”Vilhelms værelse”. Som ægtefæller var de på en destruktiv måde afhængige af hinanden. De blev skilt, men lykkeligt blev det ikke, og Tove havde kun én måde at komme fri af det hele på – og det var selvmord, hvor også denne forestilling slutter.
Skuespillerne
Paprika Steen sekunderes af Lars Brygmann som publicisten, der i sit professionelle virke gjorde underværker ved bl. a. at satse på blød porno i dagbladet Ekstrabladet, men som i de overlevne portrætter ikke på det menneskelige og moralske plan har været helt ok. Lars Brygmann skaber billedet af den ubehagelige mand med nidkær pleje af alle detaljer. Brygmanns evne til at ramme tonerne fra det frigjorte københavnermiljø i 1960erne er interessant, og man kommer til at tænke på hans fine portræt af Stig Lommer i filmen ”Dirch” for få år siden.
Paprika Steen og Lars Brygmann spillede også sammen i ”Hvem er bange for Virginia Woolf”, som rummer præcis samme urovækkende ægteskabssituation om to mennesker, der på en gang tiltrækkes og frastødes af hinanden og ikke kan slippe ud af det selvskabte bur.
Men for at fortælle historien går dramatikeren Weis sirligt frem efter skabelonen, at der også skal være vidner til. Det bliver så den kvindelige husholderske og siden sygeplejerske spillet morsomt af Sarah Boberg – samt den unge digter Klaus Rifbjerg. En svær opgave som klares flot af Andreas Jebro, der tidligere har spillet på Aarhus Teater og Aalborg Teater. Han har staturen og får lov at fremstille en ung Messias. Det virker nu lidt utroværdigt fra forfatterens side, men skyldes måske, at der blev researchet, mens Rifbjerg stadig levede.
Lyttende og lydefri instruktion og scenografi
Forestillingen er smuk at skue i Stine Martinsens dekoration. På engang gammeldags og urovækkende. Næsten naturalistisk med PH- koglen i loftet og Mogens Koch-reolerne på bagvæggen og de smukke teaktræsmøbler, som i dag er åh, så moderne. Men det hemmelighedsfulde trænger sig på via ekstra gennemsigtige sidekulisser, der understreger, at det altså bare er teater. Og denne balance, imellem teater og så den tilsyneladende virkelighed, er fastholdt i alle detaljer af instruktøren Vibeke Wrede. Meget fint og gennemarbejdet – helt ud til underlægningsmusikken som kun anes, men er skrevet af to koryfæer fra den tid: Else Marie Pade og Per Nørgaard.
Også kostumer og maskering er holdt med nærhed og alligevel distance. Sådan var det altså – med pænt tøj, kjole og matchende frakke, velfriseret hår og masser af sprut og cigaretter.
Teksten
Der er nogle problemer i selve konstruktionen og teksten. Fortællingen virker i sin dramaturgi forudsigelig. Og Jakob Weis har næsten forlæst sig på litteraten Karen Sybergs portrætbog fra 1997: ”Tove Ditlevsen, Myte og Liv”. Det havde været bedre, om han havde studeret Jens Andersens portræt i bogen ”Til døden os skiller” – fra samme år, hvor Tove Ditlevsen ville være blevet 80 år.
For Andersen skabte et varmt menneske ud af Tove Ditlevsens forpjuskede liv, mens Syberg med lettere foragt holdt alle personer ud for sit analyserende blik. Samtidig er Weis også i endnu et litterært stykke dramatik påvirket af P.O. Enquists stadig geniale ”Tribadernes Nat” om Strindberg og Siri von Essen. Men Weis er på det historiske plan jo tæt på sine figurer: Tove Ditlevsens børn og børnebørn lever – Klaus Rifbjergs børn lever, Thorkild Bjørnvig, der får en masse verbale spark, har familie – og sådan kan man blive ved. Er det interessant i den grad at hive samtiden ind på scenen? Eller viser det blot dramatikerens manglende fantasi, at han skal ligge på hjul af næsten nulevende, historiske personer?
Disse indvendinger skal dog ikke stå i vejen for, at ”Toves værelse” er blevet en moderne og dybt vedkommende teaterforestilling om livets umådelige tunghed.
TOVES VÆRELSE – TOVE DITLEVSENS SIDSTE KÆRLIGHED ·
Instruktion: Vibeke Wrede
Scenografi:Stine Martinsen
Medvirkende:Paprika Steen, Lars Brygmann, Sarah Boberg og Andreas Jebro
- Spilleperiode: Den 8. april – 14. maj 2016
- Spillested: Folketeatrets Store Scene i Nørregade