Anbefaling af Ulla Strømberg. ( Erindringer m.m. får ikke stjerner)
Drømmen om Den Gamle By – erindringer af Thomas Bloch Ravn.
Velskrevne og positive erindringer fra en museumsdirektør, der tilsyneladende har nydt næsten hvert et minut.
Den tidligere direktør i Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn, er ikke alene en god formidler, han er også yderst velskrivende. Så var han ikke havnet i ”Den Gamle By” i Aarhus, kunne han være blevet en skattet forfatter inden for det historiske område. Det viste han allerede i bogen om Den gamle By og friluftsmuseer fra 2020: ”Museer for folk”. ( Se anmeldelsen:
https://www.kulturkupeen.dk/museer-for-folk-af-thomas-bloch-ravn-dir-for-den-gamle-by/
For godt et år siden holdt han op med at være administrator. Men for en mand, som er vant til at arbejde, er der vel ikke andet at gøre end at sætte sig til tasterne og huske tilbage og skrive sit eget mindesmærke, for hvem er der ellers til det? Og status over et vellykket, professionelt liv er altid en god ting.
Nu foreligger der næsten 500 sider, som fortæller om den unge historiestuderende, der tidligt kaster sin kærlighed på alle de gamle (genopbyggede) huse i ”Den Gamle By”. Men det blev på Struer Museum, at han får sine læreår som museumsinspektør og leder.
Da han i 1995 bliver direktør i ”Den Gamle By”, efter den karismatiske Erik Kjersgaard, er der noget at leve op til – og tillige en hel del at forandre.
De følgende år bliver brugt på forandring, fornyelse, udvidelser – og først som sidst går jagten efter ”venner” ind. Der er brug for opbakning både inden for det politiske liv og i ”fonds-Danmark”. ”Money talks” kunne stå som overskrift for de mange kapitler, der beskriver de nye projekter og ikke mindst finansieringen af dem.
Det viser sig hurtigt, at også det er Thomas Bloch Ravn faktisk rigtig god til: at sikre sig venner i de rigtige positioner, at overbevise folk om, at der er hold i de mange ideer om at udbygge ”Den Gamle By” ved bl.a. at skabe helt nye bykvarterer, bl.a. ”1927” og ”1974”.
Alt koster, og selv om Aarhus kommune har været glad og stolt af museet og dets udvikling, er det meget store millionbeløb, der nu skal til, hver gang endnu et projekt søsættes.
Faktisk er det sådan, at A.P. Møller fondene i flere omgange har støtter projekter, så den samlede sum i Thomas Bloch Ravns regeringstid beløber sig til op mod en halv milliard kroner alene fra denne fond.
Også flere andre af de store, nationale fonde er på banen, ofte alene, for at være tydelige som støttegivere.
Dronning Margrethe har som engageret støtte en særlig status hele bogen igennem. Også flere rigmænd bag de kendte fonde nævnes ved navn. Fondsdirektørerne omtales, og selv de embedsmænd, som har stået Thomas Bloch Ravn bi, får flinke ord med på vejen. Med de mange navne og pengebeløb tipper bogen nok og bliver lidt for amerikansk og lidt for rygklappende efter min smag.
Forfatteren betaler dog tilbage til ikke mindst kolleger ved at give gode råd til fremtidig fundraising. Det er egentlig indlysende, men næppe noget, alle følger: lad altid direktøren ansøge, skriv i et læseligt sprog (det står der ikke direkte, fordi bogen er så ”pæn”, men mange medlemmer af de kulturelt interesserede fonde er enten advokater, bankdirektører, overlæger eller revisorer), og husk at sende julekort etc. skriver Ravn.
Her kunne jeg tilføje til den flinke bog og de gode råd, at er det offentlige myndigheder, der søges hos, ikke mindst i Kulturministeriet, er det et helt andet sprog, der batter. Nymodens floskler kan nemt give økonomisk pote, og et par kommafejl er heller ikke af vejen.
”Den Gamle By” har i årtier haft en særlig aura, også for mig. Personligt har jeg sat stor pris på de mange gamle huse, også før de nye bykvarterer er kommet til. For der er en særlig duft af tjære, af skrædderbutik, af hestevogn, af den gamle bager, så det hele er både nostalgisk og charmerende – og stemningen topper vist stadig ved juletid.
At ”Den Gamle By” også rummer Helsingør Theater fra 1819, (revet ned i 1950erne, lagt i poser og genopført med nye sten, men med originalt inventar) er et særligt plus for en teaterhistoriker, selv om bygningen desværre ikke i mange år har været et satsningsområde.
Til gengæld er der i dag både et plakatmuseum (flyttet fra Kunstbygningen i Aarhus) og senest også Museet for Dansk Bladtegning, som Det Kongelige Bibliotek ikke længere ville huse ( !!).
Dermed har ”Den Gamle By” og ikke mindst Thomas Bloch Ravn vist sig som en gæstfri og ansvarlig vogter af vor fælles fortid og hukommelse. For det er netop, hvad et museum skal: sikre at glemslen ikke lægger sig som en tung og dræbende dyne henover det moderne samfund og de måske forvildede borgere.
Bogen kan læses på flere måder: som en how-to-do for unge, ambitiøse museumsfolk, som en aha-oplevelse for nogle af de i dag 500.000 mennesker, der årligt besøger ”Den Gamle By”– eller som en positiv, ikke alt for personlig beretning om et professionelt liv midt imellem det kulturelle og det merkantile.
Kan varmt anbefales til alle, der tror på den kulturelle dimension.
Udgivet med fondsstøtte af Den Gamle By. 2024.