∗ ∗ ∗
Anmeldt af Ulla Strømberg.
Søren Østergaard, Så grin dog! En livsfortælling skrevet af Søren Dahl.
Søren Østergaard er suveræn som både skuespiller og artist, og han er helt sin egen, når cirkusdirektøren Søren Østergaard styrer Cirkus Nemo på 25. år. Det sidste er vist grunden til, at hans erindringer eller livshistorie nu foreligger i bogform.
Jeg var spændt på at læse, hvorfor den begavede skuespiller i den grad har valgt det seriøse teater og filmarbejde fra for i stedet at koncentrere sig om cirkusdriften. Samtidigt har jeg igennem årene gang på gang oplevet og beskrevet, hvordan Cirkus Nemo og Søren Østergaard er noget helt specielt på vore breddegrader.
Søren Østergaard har med Cirkus Nemos særlige struktur skabt et tilbagevendende persongalleri, som vi, der er stamgæster, elsker at følge.
I 2023, dvs. i Cirkus Nemos 24. år, var showet næsten formfuldendt. Men man skal erindre, at det ikke kun er Østergaard, der står i manegen. I en sideloge sidder et firemandsorkester, og imellem præsentationen af de forskellige østergaardske personager, fra “Den klamme mand” over “Målermanden”, “Bageren”, “Smadremanden” til kvinden med de mystiske tænder, er der rigtige cirkusartister, hentet primært fra Østeuropa. For her cirkustraditionen lang og på et højt niveau.
Men det er Østergaards persongalleri, der er ubetaleligt. Ikke mindst “Målermanden” og “Manden der gik Baglæns” er filosofisk interessante og kunne betragtes som “fraværsfigurer”. For det, de beskæftiger sig med eller udfører, er ikke-eksisterende. “Målermanden” trykker blot på sit rullende målebånd og vupti, har han udført sit nummer og kan proklamere et fiktivt mål: 68 cm, f.eks. Og ham, der gik baglæns, kom jo aldrig derhen, hvor han skulle undervise etc.
Alt det og mere til, f.eks. de små husdyr, der skal optræde i stedet for de i danske maneger forbudte, vilde dyr, hører man mindre om i bogen. Til gengæld oprulles hurtigt barndommen og ligeledes ungdommen. Megen plads bruges på mødet med den udkårne, skuespilleren Lisbeth Lundquist, hvor det også pointeres, at hun er en hel del ældre, end han er. Da denne information ikke bruges til noget i beretningen, er den egentlig overflødigt i disse tider, hvor man ikke må udstille mennesker, hverken på grund af alder, etnicitet, køn eller lign.
Men kærligheden til fruen var der tidligt, og kærligheden har vist sig at være langtidsholdbar. Dermed karakteriseres Søren Østergaard også som et trofast menneske med et langt ægteskabeligt samliv på det private plan og 25 år med Cirkus Nemo.
Nemo begyndte egentlig tidligere sammen med skuepilleren Flemming Jensen. Men først blev de snydt i udlandet på turné, og siden var de vist økonomisk letsindede. På en kort rejse igen til udlandet blev der levet igennem. Og så var kassen tom.
Mod slutningen af bogen berettes om en begyndende Parkinson diagnose, som er blevet retningsgivende for Østergaards seneste år.
Søren Østergaard er en mangefacetteret kunstner, hvor også vor gamle dronning har været med i fanklubben. Det vidste man godt, for “Smadremanden” optrådte til regeringsjubilæet for få år siden, og det har bl.a. affødt et ridderkors. Hans oprindelse og “formning” ville også være interessant at høre om.
Erindringerne er fortalt til Søren Dahl, musikmand og forfatter bag flere samtalebøger. Desværre har Dahl tilsyneladende bibeholdt et lidt for frit talesprog inkl. banden. Det er helt unødvendigt og flytter den begavede kunstner ned, hvor han ikke hører hjemme.
Efter endt læsning er der mange ubesvarede spørgsmål vedrørende Cirkus Nemo, ikke mindst om inspirationen til og opbygningen af de enkelte fiktive figurer, deres sprog, deres udseende, deres placering i samfundet etc. Det ville have været interessant at læse.
Bogen er illustreret med mange gode øjebliksbilleder fra zirkuslivet af fotografen Mingo. Desværre kommer de ikke helt til deres ret, da bogens format ikke levner tilstrækkelig med luft omkring de mange fotos.
Det er ikke den første skuespiller-erindringsbog eller biografi, skrevet af en journalist, hvor kunstneren faktisk bliver mindre interessant og mere middelmådig end præstationerne på scenen, i manegen eller på filmlærredet udsiger. Så pas på kunstnere: vælge jeres biograf med omhu, hvis I ikke selv orker at skrive.
Udkommet på Gyldendal. ca. 230 sider.