Anbefaling af Ulla Strømberg.
Et spørgsmål om magt – dokufiktion om Slotsholmen – ny bog af Peter Loft.
Bogen: ”Et spørgsmål om magt” er en alvorlig sag om spin og kabaler på Christiansborg – eller snarere i et af ministerierne. Forfatteren er tidl. departementschef Peter Loft, der må kende til forholdene, for han var øverste chef i Skatteministeriet i 19 år. Da jeg er i familie med ham, bliver det kun til en anbefaling, men ingen stjerner.
Hvis man troede, at der er noget, der hedder retfærdighed, kan denne bog i hvert fald godt trække tæppet væk under den naive og troskyldige antagelse. Det, der foregår i dansk politik, er præget af spin, held og måske også tilfældigheder. Men lykkeligt er det aldrig i længere tid. Det ved enhver politiker. Derfor gælder det om at få maksimalt ud af en hver given lejlighed og situation, om det så gælder at være medlem af Folketinget og måske ligefrem at være minister eller blot at leve som menig partisoldat med håb om en karriere i enten partiet eller i en tilknyttet organisation.
”Et spørgsmål om magt” kredser om en bestemt sag, som en spindoktor bruger for at fremhæve sin unge, uprøvede kvindelige minister på bekostning af forgængeren, en mere garvet mand fra Jylland. Men det går ikke som spindoktoren havde håbet eller lært på RUC(?). For det, der lignede en hurtig vindersag, bliver snarere som en uforudsigelig jo-jo, hvor alt uophørligt svinger imellem to modpoler.
Det er desværre ikke nogen munter bog, for atmosfæren er sprængfuld af begær efter magt og måske også mammon. Heldigvis indtræffer der adskillige underholdende momenter, hver gang den unge kvindelige minister taler eller skriver på de sociale medier. Og meddele sig til følgerne gør hun vist det meste af tiden. Fra hun står op og spiser morgenmad, informerer hun straks om dagens madvalg. Når hun taler til ikke mindst spindoktoren eller departementschefen, som i øvrigt er kold som en fisk, anvendes det mest latterlige sprog. ”Jeg hører, hvad du siger”, og undskylder med bl.a. ”Jeg er lige i gang med at poste en opdatering på min profil”. Og så er der: ”Tag ja-hatten på”, ”Har du set, hvad de skriver om mig på Face Book” suppleret af flosklerne: narrativ, fortælling, rejse, etc.
Hendes baggrund er imponerende: 12 års skolegang, medlem af partiets ungdomsafdeling, et kortvarigt sommerjob i en tøjbutik, lidt afrikastudier (!) og så blev hun straks minister, da hun kom i Folketinget. Ung og kvinde! Men det er ikke nemt af være minister, når man ikke rigtigt forstår alle de papirer, man får. Heldigvis har hun en emsig ægtemand, der uafbrudt giver hende gode råd, men som er tæt på at blive hende politiske banemand.
Da det er fiktion, er en række af hovedpersonerne opdigtede, men sammensat af karakteregenskaber fra forskellige virkelige personer. Det er umuligt at pege på direkte modeller fra virkelighedens politiske liv. Det kan nu også være det samme, for flere af personerne er, som bogen også beskriver, overraskende kedsommelige – både i egne, som i forfatteren og såmænd også i vore øjne.
I indledningen portrætteres den tidligere minister, der har svært ved at finde ro uden den tryghed som ministerbil og den såkaldte ministerbetjening altid sikrer. Heroverfor er den lille embedsmand, som aldrig har gjort stads af sig selv og lever et stille liv med en sød og opofrende sygeplejerskekone. At han bliver nøgleperson, anes tidligt. Derimod får ham, der orkestrerer hele balladen, spindoktoren, ikke så mange ord med på vejen og heller ikke den kyniske journalist, der efter ordrer fra spindoktoren fører balladen ind i avisspalterne.
Der er mange detaljer om forretningsgange i et ministerium og endnu mere om de lyssky transaktioner, der tilsyneladende foregår i et væk. Også de mærkelige aftaler som indgås imellem politikere og journalister beskrives. Men det, der lyser igennem hele bogen, er den overflod af ansatte i både ministerier og måske også partier. Hvorfor skal ministre have spindoktorer og pressemedarbejdere? Det kan alene tjene deres egen sag og fremtid. Men da alle politikere håber på at komme til magten, er der ingen, som skrider ind og prøver at skære i antallet af årsværker i ministerierne og i administrationen på Christiansborg.
Bogen er alvorlig, deprimerende og omstændelig læsning bortset fra den muntre beskrivelse af den kvindelige minister, der er som et svajende siv imellem spindoktoren og ægtemanden. Samtidigt bliver man klogere på håbløsheden i det politiske system. Pludselig forstår man, hvorfor Minksagen kunne dø hen, dog uden helt at gå i glemmebogen hos menigmand, og hvorfor den nuværende udenrigsminister er tilbage i fuldt vigør trods flere avisskandaler.
På Christiansborg og på Slotsholmen er alt muligt, men retfærdighed taler vi ikke om.
Ps: Bogen betegnes som krimi, jeg vil dog snarere bruge begrebet dokufiktion.
Udkommer 31.10. 2023 på www.skriveforlaget.dk