∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
3 x Beckett – “Ikke Jeg”, “Hva’ Joe?” og “Krapps sidste bånd” koncentreret og smukt i foyeren på Østre Gasværk Teater.
Skuespilleren, instruktøren og teaterdirektøren Morten Grunwald har i store dele af sit professionelle teaterliv været fascineret og tiltrukket af Samuel Becketts samlede værk. Det har ført til flere opsætninger i gamle dage på primært Bristol Teatret, bl.a. ”Mens vi venter på Godot” med hele Olsenbanden. Det var dristigt, men holdt. Morten Grunwalds sidste forestilling som direktør for Østre Gasværk, som han i øvrigt selv etablerede og skabte, var også af Beckett.
Igennem årene blev Beckett-forestillingerne mere og mere ortodokse, forstået således, at de har lagt sig tæt op ad de tanker, som Samuel Beckett selv gjorde sig, og flere gange har den tyske instruktør Walter Asmus været en vigtig ”medspiller”.
Og således også denne gang – hvor Morten Grunwald står bag ”3 x Beckett” og er på scenen i ”Hva’ Joe?”, som instruktør af ”Krapps sidste bånd” med Tommy Kenter, mens Walter Asmus har stået bag ”Ikke Jeg” med Ellen Hillingsø. I ’øvrigt har ”Hva’ Joe” også Ulla Henningsens stemme på bånd.
”3 x Beckett” – det lyder nemt og er det også – flot, klart og historisk sat op i Østre Gasværks foyer. Men nedenunder lurer Becketts komplekse og simple univers. Mens figurerne taler om helt banale ting som utroskab og billige tanker, er ordene i stand til at folde hele menneskeliv og eksistenser ud. Ikke underligt og mere end velfortjent at Samuel Beckett i 1969 modtog Nobelprisen i litteratur. For uden Beckett ville vi nok ikke have forstået det moderne teaters muligheder på samme måde. Denne blanding af simpelhed og kompleksitet – det store udtræk og den lille bevægelse.
Det er interessant at Grunwald vælger to mindre kendte værker. ”Ikke Jeg” er fra 1972, hvor Beckett er blevet træt at det store teater, så publikum skal kun se en mund, der rabler ord af sig – i en evig strøm. Kvinden opruller et helt almindeligt menneskes hverdag og frustrationer – så meget man nu kan høre af, hvad hun siger, for det må kun tage 23 minutter ifølge direktiverne fra Beckett. En fin start på aftenen, der viser livets uforståelighed flot, flot gennemført af Ellen Hillingsø.
Så følger ”Hva’ Joe”, som jeg ikke selv har set før. På bånd en monoton kvindestemme, der bebrejder den gamle, trætte mand hans utroskab, hans ladhed. Det er ægteskab og sameksistens beskrevet og affotograferet i en nøddeskal, for alle, høj som lav, i øst som i vest. Litterater har fortolket Becketts private liv ind i historien, og han havde vist flere elskerinder, men samme livsledsager hele livet igennem.
Morten Grunwalds rolle er stum. Igen Samuel Becketts måde at minimere på, men vi ser hans ansigtsbevægelser i virkeligheden og på et stort lærred. Smukt og bevægende.
Og til sidst ”Krapps sidste bånd” – en lidt mere kendt tekst og fint fortolket af Tommy Kenter, der spiser en banan og lytter til den yngre Krapp på bånd, som fortæller en historie om en tur i båd med en dame. Igen beskrives instinkterne hos det menneskelige dyr.
Beckett er mere end levende i Østre Gasværk. For det er jo gået med Beckett som med andre af de ældre klassikere, at teksterne er underlagt skiftende modeluner. Så i disse politisk spraglede tider er det godt at se noget eksistentielt og fundamentalt – og absurd er det overhovedet ikke. For døden og afslutningen lurer jo altid lige om hjørnet!
3 x Beckett skaber eftertanker på flere niveauer. Sådan skal teater også være.