Kommentar af Ulla Strømberg.
Love is enough, part 2 & 3 på teater Faar 302.
Faar302 er et lille charmerende teater i Toldbodgade i København. Scenen er minimal, men alt kan ske på de få kvadratmeter, og alverdens ting og sager er sket i de forgangne årtier, hvor stedet har fungeret.
Denne gang synes teatret dog at være gået i den gale retning. Og da det er teatrets faste stab, som både står på scenen og har skrevet teksterne, skyldes det nok manglen på kritiske øjne udefra til at stramme tekst m.m. op.
Ideen er såmænd god nok. Den aktuelle forestilling er del af et større nordisk projekt med koreografen Andriana Seecker bag. Begrebet kærlighed skal ”undersøges” (det er jo altid aktuelt) ud fra et digt af den engelske kunstner William Morris (1834-1896). Det er ham med de smukke tapeter, stoffer og som også var en af mændene bag den britiske bevægelse Arts and Crafts og i øvrigt gode venner med prærafaelitterne. Nivaagaard havde for et par år siden en underskøn udstilling, der viste flere sider af Morris’ alsidige talent som kunstner, digter, socialist m.m.
Men det får de to skuespillere ikke meget ud af. Tværtimod ignoreres både Morris’ person, hans tid og sfære.
Første afdeling med Charlotte Elizabeth Munksgaard, der er klædt ud som Søren Østergaards Smadremandens lillesøster, skal vel demonstrere den totale deroute for et menneske, der foretrækker at leve isoleret som en eremit. Håret er langt som hos et uplejet dyr, ryggen er krumbøjet og sproget veksler mellem mumlende engelsk og dansk med grove eder. Centralt på scenen står et køleskab, som åbner og lukker(!) Mod slutningen er der nogle eremitsnegle, som løber om kap. Lidt Samuel Beckett-inspiration anes i horisonten, men ellers bliver man som publikummer blot desorienteret.
I anden del med Birgitte Prins er der mere styr på ordene, da William Morris’ digt bliver det centrale, som hun i glimmerhabit kan citere fra, men ikke udlægge. En gang imellem gribes en mikrofon. Sproget veksler igen imellem engelsk og dansk(?)
Undersøgelse, analyse eller andet, som teaterfolk altid beskriver deres arbejde som, er der ikke meget af, selv om hjemmesidens tekst lægger op til det. Men begge monologer har en ganske smuk musikalsk side skabt live af Camilla Bang. Også lysdesignet i anden del med Birgitte Prins, funger upåklageligt.
Det er svært at fatte, hvad de to modne og erfarne skuespillerinder har gang i. Det er farligt for skuespillere selv at skrive teksterne. Og fordi en professionel skuespiller står på en scene, bliver det ikke automatisk til teater – højst til monologisk tale.
Ak ja. Det lille program, som kan læses på hjemmesiden, har fine ord om den ”undersøgelse” på nordisk plan, projektet lægger op. En række fonde, inkl. Statens Kunstfond, har støttet økonomisk. Men det er på ingen måde garanti for kvalitet.
Det er snart på tide at fonde samt andre tilskudsgivere begynder at checke, hvordan midlerne forvaltes – og måske bør fondene også lære at gennemskue ansøgninger med dyre fremmedord som ”nordisk performanceantologi”.
For informationens skyld citerer jeg fra hjemmesiden:
Teatret skriver selv:
Inspireret og provokeret af postulatet LOVE IS ENOUGH undersøger Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard i to monologer temaet kærlighed. Mens Prins med sårbar stædighed og strategisk naivitet forsøger at forstå kærligheden ved at finde gemte og glemte svar hos bl.a. postulatets ophavsmand William Morris, så stiller Munksgaard spørgsmålet, hvad sker der, når kærligheden slipper op? Når man bliver hjemløs på alle planer, melder sig ud, bliver eremit, går ind i skallen og fordufter.
De to monologer vises efter hinanden kun adskilt af en kortere pause. De er en del af en større nordisk performance-antologi, hvor en række nordiske kunstnere giver deres personlige og kunstneriske svar på postulatet LOVE IS ENOUGH. Idekvinden bag antologien er koreograf og danser Andriana Seecker.
“Vi skal alle dø, hver og een, sikke et cirkus! Alene dét skulle få os til at elske hinanden. Men det gør det ikke. Vi er terroriseret og tromlet ned af trivialiteter, vi bliver ædt op af ingenting” Charles Bukowski.
Produktion af: Teater FÅR302
Medvirkende: Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins
Iscenesættere og instruktører: Andriana Seecker (D) og Andreas Catjar (SE)
Scenograf: Andriana Seecker (D)
Lys: Balder Nørskov
Komponist og musiker: Camilla Bang
Dramaturg: Tine Byrdal Jørgensen
Kostumier: Amalie Aunsbjerg Jørgensen
Produktionsleder og bygger: Karl Jes Jessen
Afvikler: Camilla Bang
Tekst part 2: Merete Byrial, Birgitte Prins, Martin Shaw og William Morris
Tekst part 3: Charlotte Elizabeth Munksgaard.
Assistent: Irmelin Rode
Fotograf: Søren Meisner
Producent: Teater FÅR302
Hvornår: 21. august – 26. august og 29. august – 17. september 2021, mandag-fredag kl. 20, lørdage kl. 17
Varighed: 2 timer inkl. pause
Forestillingen er støttet af: Statens Kunstfond, William Demant Fonden, Dansk Skuespiller Forbund, Fonden For Dansk Svensk Samarbejde, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Beckett Fonden, Danske Dramatikeres Produktionspulje og Københavns Kommunes Scenekunstudvalg.
www.faar302.dk