∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Operaen Maskarade på Det Kongelige Teater. Repremiere.
Ih, hvor havde jeg glædet mig. Midt i denne mørke coronatid er der repremiere på den muntreste opera af alle: Carl Nielsens ”Maskarade” skabt af det succesfulde makkerpar Kasper Holten Og Michael Schønwandt med scenografi af Mari i Dali tilbage i 2006.
Det store parcelhus
Oprindelig blev denne version sat op i 100-året for urpremieren på Carl Nielsens opera. Dengang i 2006 var der vist diskussion om bl.a. den moderniserede scenografi. For handlingen hos Holten er lagt i nutiden, dvs. vi ser ind i Jeronimus’ hus, en velstående borger med flot elementkøkken, nydelig dagligstue med dyre møbler, et overdådigt badeværelse og et lidt altmodisch bibliotek, hvor portrætterne på væggene kan synge. Hvis det irriterede dengang og måske siden hen ved senere genopførelser, er det faktisk scenografien, der i denne omgang bærer moderniseringen igennem. Dette udlagte parcelhus har faktisk holdt skansen. Ganske imponerende. Og når Holten, som der står i programmet, ikke har kunnet lade være at inddrage nogle henvisninger til denne coronatid, vi lever i, fungerer det også ganske fint. At monsieur Leonard er bakterieangst og går med skærm og spritter hænder (om formiddagen), men ved aftentide slår gækken løs uden håndsprit er et godt portræt, som fuldt indfries af Michael Kristensen. Instruktøren kan langt hen ad vejen sit kram.
Obskøne gebærder
Derfor kan jeg slet ikke forstå de mærkelige og obskøne gebærder som ikke mindst Henrik (tjener) og Leander (søn i huset) samt visse kvinder i koret har ved tanken om, hvad der kan ske på en maskerade: dvs. den forbudte kærlighedsleg ovre på den anden side af gaden. Der er både Michael Jackson-arme lige i vejret og hænder foran på underlivet samt mærkelige, vrikkende bevægelser med underlivet. Det er studentikost, amatøragtigt og out of date. Hvis man mener noget med kunsten, så er det vel uhørt i 2020 efter anden bølge af #Metoo i Danmark at fortsætte med stereotype attituder. Opfind noget nyt, hvis det skal kaldes kunst. Det obskøne tager opmærksomheden, og nu har vi vel også set tilstrækkelig mange herretoiletter på operascenerne! Men tilbage står dog, at der er sket nogle fornuftige moderniseringer.
Den trætte Jeronimus
Handlingen i denne Holberg-opera er jo simpel, og Holbergs komedie har aldrig haft stor respekt. Jeronimus er en vred husherre, for hvem det vigtigste er at få sønnen Leander gift med den gode forretningsforbindelse monsieur Leonards datter. Men både søn, hustru og tjenerskab vil bare more sig i Comediehuset til Maskerade. For bag et tilsløret ansigt kan alt ske. Også at man bliver forelsket, som tilfældet er for det fleste på scenen. Dog lykkedes det Jørgen Reenberg i 1985 i Holbergs komedie at skabe en Jeronimus-figur, der indeholdt smerte og menneskelighed. Den modne mands utilpashed i ægteskabet, sorg over at blive gammel og føle kødets fordærv, men stadig med ansvar forenet med en nagende følelse af, at livet rinder ud. ( Sagt i et radiointerview i 1985.)
Sangerne
I Morten Staugaards veltonede dybe stemme var der hold på både det musikalske og figuren Jeronimus. Han fik netop denne alvor frem, og partiet ligger for hans stemme. Gid samme alvor, sanglige kraft og fysiske gennemslagskraft havde præget flere af de andre sangere. Gert Henning-Jensen har sunget Leander mange gange, og hans klare tenorstemme og hurtige adrætte krop i cowboybukser fungerer fint og kommer i den grad ud over rampen. Det kniber til gengæld ikke mindst for Henrik-figuren igen sunget af Simon Duus og også for Johanne Bocks Magdelone. Det er, som om de bliver tilbage på scenen. Her hjælper den kasseagtige scenografi nok heller ikke, og da salen kun må være en fjerdedel besat, er akustikken faktisk ret håbløs. Men det bør orkestret vel tage højde for. Men i en coronatid kan meget undskyldes og skal undskyldes.
Orkestret under ledelse af Schønwandt forsøgte vist langt hen ad vejen at dæmpe sig – i modsætning til forrige gang i 2015, hvor sangerne slet ikke kunne få ørenlyd, og man som publikum måtte ty til de engelske overtekster.
Heldigvis er der danske tekster nu, men faktisk blev jeg irriteret på den gamle professor Wilhelm Andersens ret tåbelige libretto. Det må være svært at synge!
Er Maskerade et helstøbt sceneværk?
Spørgsmålet er vel også, hvorvidt det er en aldeles vellykket opera. Carl Nielsen vil så meget. Musikalsk er det spændende og overraskende, som tonebillederne udvikler sig, men som udgangspunkt for en opera kan jeg blive i tvivl om “Maskarade”s kvaliteter. Jeg vil nok hellere have en koncertversion eller en orkesterudgave uden sangere.
Den svære tredje akt og treenigheden på Det Kongelige Teater
De tre akter er meget forskellige, hvor tredjeakten primært består af flere divertissementer. Her er også ændret lidt fra instruktørens hånd. I 2015 var der en luftartist, der fløj rundt højt oppe i et rødt gardin. Nu er der fire indforskrevne dansere i et par uinteressante, små, pantomimiske danseoptrin. Men danserne når desværre ikke Det Kongelige Teaters egne dansere til anklerne. Hvad var det nu med treenighed på Kongens Nytorv og nødvendigheden af at bevare kunstarterne samlet (opera, ballet og skuespil)? Hvorfor samarbejdes der ikke? Hvorfor ikke vise teatrets egne dansere? Hvor er kulturpolitikerne henne? De vil jo så gerne bestemme over Det Kongelige Teater. Her er noget at gribe fat i.
I øvrigt var der måske også ændret på tredje akts anvendelse af første akts parcelhus, som nu dekonstrueres meget tydeligt. Som delelementer kommer rummene rullende ind. Ikke nogen dårlig ide, men det virkede, som om det rent teknisk var svært at gennemføre. Der var støj og lidt klodsede formationer. Men afgjort en rimelig måde rent visuelt at bryde den gamle Jeronimus’ verden ned på, hvis det er altså er sådan, tredjeakten skal fortolkes.
Alt i alt en lidt klumpet repremiere, men med gode intentioner i en svær tid og måske falder det hele på plads efter et par opførelser. Et par ønsker dog: endnu mindre kraft på orkestret og styr på det tekniske i tredjeakten samt en holden igen med vulgære, stereotype kropsbevægelser.
Medvirkende:
Morten Staugaard, Johanne Bock, Gert Henning-Jensen, Simon Duus, Jens Christian Tvilum, Michael Kristensen, Dénise Beck, Johanne Højlund, Nicolai Elsberg, Magnus Berg, Steffen Jespersen m.fl. kor og dansere.
Producent: Det Kongelige Teater
Instruktør: Kasper Holten
Dirigent: Michael Schønwandt
Dirigent: Magnus Larsson
Scenograf: Marie í Dali
Kostumedesigner: Marie í Dali
Koreograf: Signe Fabricius
Lysdesigner: Jesper Kongshaug
Læs gerne min tidligere anmeldelse fra 2015: