Menu Luk

5 soldiers – Danse-gæstespil i Baltoppen og i Næstved.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

5 Soldiers – the body is the frontline. Rosie Kay Dance Company.

Åh, vi har set det før. Modern dance, der går ind og beskriver krigens trængsler. Men ”5 Soldiers – the body is the frontline”  af Rosie Kay og hendes company er anderledes, mere begavet og mere bevægende.

5 soldiers. Rosie Kay Dance Company. Press photo.

På lidt over en time møder vi og kommer til at kende 5 camouflageklædte soldater i forskellige situationer. De træner, de holder fri, de eksercerer for så at skille sig ud som individualister.

Soldaterne er en kvinde og 4 mænd.Når de marcherer, kæmper eller træner er der ingen problemer, Men når der er pauser og fritid, begynder de mere seksuelle undertoner at spille ind. Det er overraskende flot beskrevet og danset af Harriet Ellis. For kvinder i den barske mandeverden er et vilkår, som man bare skal leve med.

5 soldiers. Rosie Kay Dance Company. Press photo.

 

Til sidst går de 5 soldater i krig. Kampen og krigen er jo desværre pointen med disse soldater. Og så kommer konsekvenserne af det hele.   Vil dog ikke røbe slutningen, for dette bud på modern dance er så vedkommende, at jeg ikke andet end må opfordre alle med interesse for moderne dans, og som bor i nærheden af København eller Næstved, til at sætte et par timer af til ”5 Soldiers”.

Efter forestillingen tirsdag, i Ballerup på Baltoppen, var der fra scenen samtale med koreografen Rosie Kay og danserne. Det var interessant at høre, at udgangspunktet egentlig var ret personligt. Rosie have for mange år tilbage haft en skade og kunne ikke gå. Ret uheldigt for en danser. Siden mødte hun flere engelske krigsveteraner med fysiske (og psykiske skader), og hun blev interesseret i at skabe en ballet om kroppens betydning og kroppens påvirkning af krigen.

5 soldiers. Rosie Kay Dance Company. Press photo.

Hun researchede, og siden gik hun også i direkte samarbejde med den britiske hær.  Forestillingen ”5 Soldiers” har turneret i flere år, men de fleste dansere her på det danske gæstespil er nye, men det kunne man ikke mærke. Magen til kraft og disciplin skal man lede længe efter.

Det er en yderst gennemtænkt produktion, hvor lydsiden veksler imellem reallyde til mere patetiske, klassiske toner i tilspidsede situationer, mens scenografien er minimal og holdt i militærets jordfarver.

Det, der gør forestillingen anderledes, er tilsyneladende en vilje til både at ville give æstetiske og emotionelle oplevelser  – og så er krigens eftervirkninger jo  desværre alt for vedkommende.

5 soldiers. Rosie Kay Dance Company. Press photo.

6 stjerner til en voldsom, fysisk krævende ballet – og 6 stjerner til Baltoppen, der gennemfører et engelsk gæstespil i en tid, hvor modern dance på dansk grund har svært ved at manifestere interessante resultater, (jvf seneste anmeldelser af henh. Dansk Danseteater og Corpus.)

Spiller 19. – 22. februar i Ballerup, Baltoppen og 24. februar på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Næstved.

Medvirkende: 5 dansere fra Rosie Kay Dance Company (UK)
Lysdesigner: Mike Gunning
Videodesigner: David Cotterrell
Dramaturg: Ben Payne
Scenograf: Louis Price
Kostumedesigner: MTP fatigues British Army uniform
Dramatiker, forfatter: Rosie Kay
Komponist Annie Mahtani
Producent: Baltoppen LIVE
Arrangør: Baltoppen LIVE

www.rosiekay.co.uk 

www.baltoppen.dk