Kommenteret af Ulla Strømberg.
1001 Nat på Republique.
En kold omgang verbalporno i skyggen af 1001 Nats Eventyr.
Makkerparret, instruktøren Staffan Valdemar Holm og scenografen Bente Lykke Møller, er unikke i dansk teater. De arbejder tæt sammen, deres teaterværker er komplekse og kloge, nogle gange underskønne og lige at tage til sig. Andre gange kan man blive om ikke forvirret, så i hvert fald ikke hjemsøgt af en guddommelig følelse af, at teater kan noget, intet andet medie evner.
Makkerparret kan godt lide de store fortællinger a la Jeanne d’Arc, Den guddommelige komedie, Hamlet og Frøken Julie (hvis man tør tage dette unikke dramatiske værk med) og nu 1001 Nat. Det er tydeligt, at noget ligger dem på sinde. Og i det ikke-trykte, digitale program, som der kan bladres i på en computer (men ikke på en mobil) forklarer Staffan Valdemar Holm sine tanker på eksemplarisk vis. Det, vi som børn kaldte for Mellemøsten (hvis vi er født få år efter Anden Verdenskrig), er ikke det, som vi kan læse om i aviserne i dag. Det gamle Mellemøsten er i dag en myte og en drøm, der er gået tabt efter alt for mange krige og dermed efterfølgende flygtningestrømme. Omvendt står det store, unikke litterære værk, 1001 Nats Eventyr, med indsamlede 1000 år gamle historier, som et monument over noget, der ikke er mere. Det kender vi jo også lidt til, bl.a. fra ”Aladdin”.
Den nye teateropsætning kunne have gået mange veje. Instruktøren kunne have valgt en romantiseret-æstetisk, ligefrem fascinerende tilgang til historierne eller en historisk og autentisk retning og udvalgt de mest spiselige af historierne. Men nej. Staffan Valdemar Holm har sammen med dramaturgen Karen-Maria Bille valgt brutale, pornografiske, sex-fikserede beretninger, der afrapporteres eller afsiges i højt tempo og nogle gange med alt for mange fagter, obskøne bevægelser og skingre stemmer.
Tre kvinder fremfører teksten, ikke i dialogform, men hele tiden som monologer. Af og til kun korte sætninger, hvor de så afløser hinanden i fortællingerne. Og beretningerne er sandelig ikke for småbørn. Der er sex som nydelses- eller pressionsmiddel for både mænd som kvinder, garneret med regulær vold, hustrumishandling og pædofili. Er det nødvendigt for at give et moderne bud på 1001 Nats Eventyr? Næppe, for teatret oplyser selv, at der er 10.000 verselinjer at øse af. Den første time er et ordbombardement, der næsten ikke er til at bære. Så begynder vi efter pausen på det væsentlige, for de 1001 Nats fortællinger har jo deres mission. Scheherazade er en ung og klog kvinde. For ikke at lide samme skæbne som mange andre unge jomfruer, der blev myrdet på bryllupsnatten med kongen, har hun udtænkt en plan. Scheherazade vil fortælle eventyr, som skal holde kongen koncentreret, vågen og nysgerrig. Og det lykkes. Hun overlever.
Og vi får endnu en kæde af historier. Nu tillige med kongen, spillet af en næsten stum Casper Crump. Der er ikke mange ord til ham, til gengæld får han lov af og til at bryde ud i tegneseriagtige brøl.
Kærlighed er der ikke noget af. Alt er så ondt og brutalt. I det hele taget er der en frastødende stemning over det hele. Det er sikkert tilsigtet, men ubehageligt og gør én som publikummer handlingslammet. Så mange ord, så megen ondskab og så megen vulgaritet. Der er ingen formildende omstændigheder, selv om de tre skuespillere kæmper. Stina Ekblad kan, takket være sin erfaring og rige stemmemateriale, nå langt i figurtegningen. Mille Lehfeldt er barsk og hård det meste af tiden, som drejede det sig om en feministisk TV-serie, mens Stephanie Nguyen lidt efter lidt får styr på sin ”yngste model”- men armene må gerne falde mere til ro.
Og for alle tre lurer det skolekomedieagtige faretruende nær.
Scenografen Bente Lykke Møller er (som sædvanligt) aftenens redning. Hun er næsten pr. definition minimalist, når scenebillederne skabes, og også her er det meste barberet væk. På scenen er der nogle aflukker i labyrintisk formation, så vi kan se de tre skuespillere, mens de måske ikke kan se hinanden. Her har hun skabt nogle aflukker, og det giver mindelser om både et harem jeg engang så i Istanbul, og til besøgsrum i et kvindefængsel eller et bordel. Delikat ser det alligevel ud i brunt og gråt og flere simple dobbeltsenge eller divaner, som vel var Mellemøstens bud på et liggemøbel.
Kostumerne er et kapitel for sig og yderst interessante. Tiden er lagt omkring 1970. De tre kvinder har høje træsko på med plateausåler, så de ligner koturner og viser tilbage til det græske teater. På hovedet har de stramtsnørede silketørklæder også fra tiden omkring 1970. Ligeså tøjet er fra den tid med brun/gul nuancer og svaj i buksebenene og minishorts. At placere fortællingerne netop i 1970, hvor den fri kærlighed blev praktiseret i Danmark, kan være et bud, men det er ikke indlysende og føjer ikke så meget til fortolkningen. I øvrigt var samme farveskala vist nok med i makkerparrets stockholmske Hamlet-version.
Er man romantiker er denne ”1001 Nat” ikke sagen. Er man sulten efter lidt intellektuel verbalporno, er det ikke så dumt at gå i Teater Republique. Men er man ude efter at forstå, hvorfor magtbalancen i hele verden er ændret på grund af den muslimske tro, er der ikke mange svar at hente.
Selv blev jeg egentlig blot bedrøvet, fordi jeg hverken blev klogere eller opløftet, men ganske træt af at høre om sex og menneskemishandling. Livet og verden omkring os rummer skyggesider nok. Kunsten må gerne tilføre nogle ekstra, livsbekræftende dimensioner.
Instruktion og idé / Staffan Valdemar Holm
Medvirkende / Stina Ekblad, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Stephanie Nguyen, Casper Crump
Dramatisering / Karen-Maria Bille
Scenografi og kostumer / Bente Lykke Møller
Oversættelse / Ellen Wulff
Forestillingsfotos / Natascha Thiara Rydvald