∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En tydelig og klar Rigoletto i skyggen af #MeToo.
Verdis ”Rigoletto” har vel i årtier handlet om taberen Rigoletto, der mobbes af omgivelserne og til sidst mister alt. I september 2017 havde Det Kongelige Teater premiere på en katastrofal version, hvor Rigoletto var havnet på et sindssygehospital og datteren Gilda blev placeret i ”Alice i Eventyrland”.
Men tiderne skifter hurtigt. I oktober 2017 overtog #MeToo dagordenen i den vestlige verden. Instruktøren Kasper Holten har af gode grunde måtte tage stilling til hele problemstillingen: Gilda, Rigolettos datter udsættes for kidnapning af faderens kammesjukker, mens den helt igennem usympatiske hertug har vartet hende og adskillige andre kvinder op – uden pæne hensigter. Faderen holder Gilda indespærret af angst for, at den store verden skal gøre hende skade. Hun er på alle måder buret inde. Problemet er bare, at hun er forelsket i hertugen, som hun tror, er en fattig student. Her overfor står den ”frigjorte” kvinde, den prostituerede og søsteren til en lejemoder. Har hun selv valgt sin skæbne?
Kasper Holten spørger i programmet, om man på grund af #MeToo skal holde op med at spille ”Rigoletto”. Han siger selvfølgelig nej og lægger hele handlingen op i nutiden.
Hvad Holten ikke vidste, på det tidspunkt artiklen blev skrevet, var, at en svensk teaterdirektør blev suspenderet i kølvandet på #MeToo, fordi han ikke havde grebet ind over for et par mandlige skuespilleres opførsel og i øvrigt havde kørt en tilsyneladende hård ledelsesstil. Denne mand begik selvmord for en uge siden, og en efterfølgende rapport frikendte ham!
Så vi har fortsat ”Rigoletto” på verdensrepertoiret med en dominerende far og en helt igennem skidt karl til en hertug, mens Gilda betaler prisen med sit liv. Alt det og mere til løser Kasper Holten sammen med scenografen Maja Ravn til perfektion i Malmø Operaens opsætning. Historien bliver så tydelig, at det er en fryd, men det hele bliver måske også for tydeligt? Opsætningens scenografi er bygget op over en vulgær, herskabelig trappe med guld og glimmer – og nedenunder den underverden, hvor Rigoletto har sine ydmyge rum og skjuler datteren. Også herretoiletterne i knald rødt med lyssky affærer er placeret hernede. Så kan man vist ikke synke dybere. Der er tænkt over det hele, og som vanligt har Malmø Operaen, nu med danske Michael Bojesen som chef, været ude at hente gode operastjerner fra det meste af verden.
De fleste partier er dobbeltbesat, men ved premieren sang Vladislav Sulimsky fra Hviderusland Rigoletto. Iført en deformeret maske og en blanding af vrede og ydmyghed sang han med bravur. Gilda var ved premieren ikke nogen ung pige, men italienske Bianca Tagnocchi havde både følsomhed og styrke i sin stemme, og det psykologiske kom også fint med, når hun til sidst gjorde op med alt og alle!
Hertugen blev sunget med italiensk swung af Alexey Tatarintsev iført skinnende sølvhabit og kokain i næseborene. Ikke nogen hyggelig fætter og svært at forstå Gildas fascination.
Herrekoret i sorte smokinger var placeret smukt på den cirkulerende trappe, men havde i øvrigt ikke så meget at gøre.
En stor tv-skærm placeret højt oppe i scenerummet viser det meste af tiden et barokt maleri af Sabinerindernes Rov (af Pietro da Cortona fra ca. 1628). Dermed skæres budskabet ud i pap: Der var engang, hvor kvinder blev misbrugt, og kunstnere udnyttede historien. Samme skærm bruges også lidt urytmisk i forbindelse med Gildas mishandling. For i denne ”Rigoletto” har alle en mobiltelefon. Derfor burde der være endnu flere projektioner, så det netop var trofæ-gengivelserne, der blev drivkraften i misbruget – henholdsvis Hertugens og kammesjukkernes.
Denne ”Rigoletto” ligger, ikke underligt, i forlængelse af den muntre bog, som Kasper Holten netop har udgivet: ”En lille bog om Opera” (se anmeldelsen til 5 stjerner her i Kulturkupeen), hvor han bl.a. forklarer, at Opera handler om de fundamentale begreber i vores tilværelse: kærlighed, had og død. Holten begrunder også, hvorfor det er ok, at en arie, der kun siger, jeg elsker dig, kan vare 5 minutter.
Det visuelle ved Maja Ravn er velfungerende, men goldt og koldt. Sådan er livet omkring Hertugen, men kunne måske have været modereret lidt. Men Holten får med klare taktslag slået fast, at også fortidens kunstnere var opmærksomme på #MeToo – begrebet, de gjorde bare ikke noget ved det, for kvindelig undertrykkelse var en nyttig drivkraft for kunstnerisk udfoldelse. Vil vi købe den forklaring i dag? Og hvad stiller vi op med bl.a. ”Rigoletto” og malerier som ”Sabinerindernes Rov”?
PRODUKTIONSTEAM
Regi: Kasper Holten
Scenografi & kostym: Maja Ravn
Ljus: Åsa Frankenberg
Koreografi: Signe Fabricius
Dirigent: Karen Kamensek/Magnus Fryklund
ROLLER
Rigoletto: Vladislav Sulimsky/Fredrik Zetterström
Gilda: Bianca Tognocchi/Maria Chabounia
Hertigen av Mantua: Alexey Tatarintsev/Rame Lahaj
Sparafucile: Henning von Schulman
Maddalena: Ramona Zaharia/Emma Lyrén
Giovanna: Helena Härnryd
Pagen: Katarzyna Mizerny
Greven av Monterone: Igor Bakan/Andreas Landin
Marullo: Thomas Hildebrandt
Borsa: Patrik Forsman
Greven av Ceprano: Per Fernesten
Grevinnan av Ceprano: Kristina Ekeroth
En rättsbetjänt: Eric Lavoipierre
Malmö Operas herrkör & Malmö Operaorkester
Spilles udvalgte dage. Sidste spilledag d. 1. juni 2018.
Se spilledatoer og køb billet: