Anbefaling af Ulla Strømberg.
Tuxen. De kongelige billeder. Af Lise Svanholm og Thyge Christian Fønss-Lundberg.
Den perfekte julegave til kongetro kunstelskere eller folk med hang til flotte garderober.
Det er enhver flittig kunsthistorikers drøm at finde en overset og ubeskrevet kunstner. Sådan var det for Lise Svanholm tilbage i 1990, hvor bogen Laurits Tuxen, Europas sidste fyrstemaler – udkom. Samme år viste Frederiksborg Museet en stor udstilling med værker af Laurits Tuxen (1853-1927). Så var maleren Tuxen genopdaget, og takket være Lise Svanholm har vi siden ikke glemt ham. Men overset var han indtil da, i tiden fra sin død i 1927 til 1980erne. For Tuxen var aldrig moderne, men blot en maler, der kunne male efter naturen og portrættere, hvilket gjorde ham til en meget benyttet maler hos det danske, engelske, russiske og græske hof. De var jo i familie med hinanden alle sammen, dengang. At han også boede i Skagen og var drivkraften bag etableringen af Skagens Museum har ikke skabt megen opmærksomhed. Tuxen var ikke trendy.
Det royale er in
Tiderne skifter, og ugebladene har holdt befolkningen ajour med hvad, der rører sig i de kongelige familier. I dag fortæller folk gladeligt på Facebook, når de skal til hofbal. Fra yderste venstre til yderste højre er Kongehuset in. Af samme opfattelse er de yngre, danske billedkunstnere, der i de senere år har været med til bl.a. at udsmykke Kronprinsens bolig på Amalienborg.
Derfor kommer den store bog om Tuxens royale malerier på rette tidspunkt. Det er godt at få kulegravet en mand, som via sin omgangskreds var en first mover, dvs. en mand, der stilfærdigt tjente kongehuset og, kan man sige uden overdrivelse, flere kongehuse.
To specialister
Lise Svanholm har denne gang allieret sig med en anden kunsthistoriker, Thyge Christian Fønss-Lundberg, der er specialist i kongelig kunst og bl.a. har skrevet en bog om Prins Henriks kunst og tillige er specialist i Thomas Kluges malerier.
Den nye bog afsøger og kulegraver de store bestillingsværker, som Lauritz Tuxen udførte fra begyndelsen af 1880erne og i de følgende årtier.
Tuxens første bestillingsværk
Tuxen var en mand, der kunne lide at rejse. Så da han fik bestillingen at portrættere Christian 9. og den samlede kongelige familie i havesalen på Fredensborg Slot, var det ikke nok blot at se dem samlet og få taget nogle fotos. Nej, han måtte sidenhen opsøge familierne hjemme på deres respektive slotte. Det førte den danske maler til både England, Rusland og Grækenland. Dette, hans første kongelige bestillingsværk, er velkendt og anses for en vigtig kilde til forståelsen af de internationale tråde, som knyttede sig til det danske kongehus. Men det er også nøglen til hans kompositionsmetode og dermed til de senere kongelige portrætopstillinger. Billedet hænger i dag på Christiansborg Slot i et af dronningens repræsentationslokaler.
Det tog Tuxen tre år at færdiggøre værket, men så meldte den engelske dronning Victoria sig på banen, og Tuxen tog derover og udførte efterfølgende over en årrække flere malerier på opfordring af den lille, bestemte dronning, som sad på tronen i 63 år.
Høflig og renlivet tekst
Bogen ”Tuxen. De kongelige billeder” har (desværre) ingen sladrehistorier, men nøjes med at beskrive i stilfærdige vendinger suppleret af gode citater fra den velopdragne Tuxen. For i England var det ikke altid nemt at gøre alle tilfredse og sikre, at hierarkiet blev fastholdt på lærredet. Kompositionen og placeringen af de enkelte medlemmer af de kongelige familier var altafgørende.
Tuxen var en flittig mand, det vidner resultaterne om. Han kom heller ikke nemt til det, men tegnede adskillige skitser, som ofte ejer mere liv end de færdige repræsentationsstykker. For sådan er det jo med officielle billeder.
Bogens værdi vokser derfor, når de enkelte malerier sættes i relief af skitser, og Tuxens indre glød pibler frem. Mens bogens nytteværdi bygger på det store arkæologiske arbejde med at finde billederne og beskrive samtlige portrætterede. Så fik vi hele det royale cirkus på plads!
Samtidigt lyser bogen af respekt for og kærlighed til det royale. For os andre kan det dog være svært at holde hovedet klart og hitte rede i alle de forskellige familiemedlemmer, som flokkes om diverse monarker på billederne. Heldigvis er der ekstra navne bag i bogen – ligesom der er gode, supplerende tekster under en del af billederne.
Hvordan levede han?
Selv om bogen er fyldig med masser af detaljer og et stort og fint billedmateriale, sidder man bagefter tilbage med nogle spørgsmål af mere prosaisk art: hvordan kunne Tuxen rejse så meget? Et par steder står, at han ikke fik så mange penge for sine værker, hvordan blev hans udadvendte liv så finansieret? Men det er jo kun godt, at der er brug for endnu mere Tuxen-litteratur.
Hatten af for Tuxen
Bogen er orienteret mod den royale side og har tillige gode sideblikke til både fortidens store hofmalere og vor tids, bl.a. Thomas Kluge. Men for at få indplaceret Laurits Tuxen i den danske kunsthistorie, er det klogt at ty til Lise Svanholms gamle bog fra 1990. Den burde faktisk genudgives som et bd. 1. og det nye storværk kunne på bedste vis være bd. 2.
Laurits Tuxens internationale karriere kræver respekt. Den nye, royale bog rehabiliterer ham på bedste vis bl.a. takket være de mange gengivelser af hans værker, der i dag hænger i udlandet.
Den perfekte julegave til kongetro kunstelskere eller folk med hang til flotte garderober.
Udgivet på forlaget Frydenlund. Kr. 399,-