∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Messias i Nat. Gæstespil på Husets Teater.
Messias-oratorium i moderne klæ’r på alle måder. Ny juletradition?
Julen og Händels Messias hænger sammen. Messias og kirkekoncert er som forbundne kar. Men hvorfor ikke trodse de indlysende kræfter har instruktøren Liv Helm, komponisten Matilde Böcher og dramatikeren Alexandra Moltke tilsyneladende tænkt. Fra tanke til handling, så nu opføres en moderniseret, kropsliggjort version af oratoriet. Værket er skrevet for fire stemmer samt et ”normalt” kor og kan opleves den næste uge i Husets Teater.
Det er et interessant og vellykket eksperiment, som på flere måder både kropsliggør og opdaterer det gamle oratorium, der som regel synges på engelsk af kor og solister samt et mindre orkester. Normalt sidder man med næsen i teksten for at få sammenhængen mellem bibelens ord og Händels toner. Men her var det anderledes. Teksten blev først udleveret bagefter. Så kunne man gå hjem og studere opdateringerne uden at genere sangerne. For på Husets Teater sidder man tæt på det hele.
Det begynder i den helt moderne stil. Publikum kommer ind i Husets Teaters lille sal, som ligger en trappe oppe og vel har plads til ca. 100 mennesker placeret i to rundkredse uden om en cirkulær spalteplads. Der er almindeligt lys.
Pludselig er der en fra publikumsrækkerne, der synger: ”Hvem kan trøste os?” Og på god oratorisk vis gentager han spørgsmålet i flere forskellige tonelejer – i bedste Händel-stil. Snart efter er der en anden og en tredje ”publikummer” der istemmer og svarer – og efter få minutter er alle fire sangere blevet præsenteret. Igen går der lidt tid, og vi kommer igennem forskellige seriøse tankebaner. Så begynder sangerne at indtage spillepladsen i deres helt almindelige mørke tøj og bløde sko, der ikke knirker.
En sopran, en baryton, en bas og tenor/kontratenor. VI ved jo at der komme et kor, men først ¾ inde i ”Messias i Nat’s ” 65 minutter dukker koret ligeså uventet som solister op, eller snarere ud af publikumskredsen. Først én, så en anden, og snart 11 personer anført af en korleder.
Det fungerer faktisk fint, og komponisten har tilrettelagt musikken, så det er ”nemme” partier, som koret skal stå for, som der skrives i programmet: ”almindelige sangstemmer”.
Men teater i gængs forstand er ”Messias i nat” ikke. Dertil er de fire sangere og koret for lidt kropstrænede. Men det gør ikke noget. Til gengæld tilføjer de en hverdagsagtig almindelighed og neddæmpet blufærdighed. Her er ingen anmassende sang. Tværtimod er det næsten, men kun næsten. introvært. Sangerne udstråler i deres private tøj på linje med koret en overraskende grad af dagligdag, her og nu: ”Messias i nat”. Kommer han? Og det er netop, hvad de tre ophavskvinder ønsker. Samtidig er de fire solisters stemmer interessante, ikke mindst sopranen Katinka Fogh Vindelevs stemme er smuk og nydbar.
Teksten er jo ny og moderniseret og ligeså musikken, der egentlig mest er skruet ned i forhold til Händels forlæg og uden de alt for store armbevægelser. Selv om teksten forsøger at være moderne, giver den faktisk ikke samlet set en fornyet opfattelse af livet, døden og Jesu fødsel. Men måske skal man læse teksten flere gange for at nå længere ned. Og jeg må indrømme, at jeg opfattede ikke det yderste budskab som: Messias kommer ikke, vi skal selv finde vej. Men det står i Introduktionen (på hjemmesiden). Til gengæld kunne fortolkningen godt være, at vi (publikum og sangere) alle sammen leder efter Messias og måske er han iblandt os.
Som forsøg er denne ”Messias i Nat” et smukt og seriøst bud på en moderniseret og loyal samtids-messias. At man så lige kan snuppe den originale vare ved en kirkekoncert en af de næste dage, gør ikke oplevelsen i Husets Teater mindre. Kan Derfor anbefale ”Messias i natten” til alle som søger en ikke-svulstig decemberoplevelse.
MESSIAS I NAT
Händels messias i ny fortolkning
Solister: MORTEN GROVE FRANDSEN, CHRISTIAN DAMSGAARD, KATINKA FOGH VINDELEV, STEFFEN BRUUN & ET KOR
Instruktion: LIV HELM
Komponist: MATILDE BÖCHER
Libretto: ALEXANDRA MOLTKE JOHANSEN
Korleder: JULIE SMED
Fotos: Henrik Ohsten Rasmussen