Landet som ikke er. Teatret ved Sorte Hest.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Landet som ikke er. Teatret ved Sorte Hest.

En ung kvinde klædt i hvidt står alene på scenen. Hun er både blid og grov, sjov og alvorlig, munter og tragisk. For alt det ligger i virkelighedens finsk/svenske Edith Södergran og i hendes poetiske verden. Hun blev kun 31 år og nåede ikke at opleve den store internationale interesse og respekt, som eftertiden demonstrerede.

Genremæssigt hørte Edith Södergran til avantgarden, og selv om hun mestrede flere sprog, blev det på svensk, hun digtede.

Forestillingens titel Landet som ikke er er hentet fra en digtsamling udgivet efter hendes død, men hele forestillingen er i overensstemmelse med mange af hende digte og dermed orienteret mod døden. Edith havde tuberkulose, som hæmmede hende, og da familien, efter den russiske revolution, mistede deres formue og blev ganske fattige, er der en fsørgelig grundtone, dog parret med en ukuelighed og selvtillid, som var og er imponerende.

Landet som ikke er. Teatret ved Sorte Hest.

Landet som ikke er har blot to medvirkende: Rosalinde Münster på den bitte scene og musikeren Henriette Groth – ude på fløjen. Men også scenografen Mona Møller Schmidt må nævnes, for hun har skabt et smukt hvidt rum, der først har hellange hvide gardiner på tre sider og siden afslører et skovunivers i en fortryllende svensk/finsk birketræsstemning. I mikroformat. Naturen giver ekstra styrke til de stille digte, og tilsammen bliver det en rørende, musikalsk og poetisk rejse igennem den finsk-svenske digterindes korte liv. Smukt og interessant spillet og sunget af Rosalinde. Med det gennemkomponerede musikalske bagtæppe og digte sat til musik forløser Rosalinde Mynster på blideste vis de mørke afgrunde, som også ligger i de næsten kanoniserede digte.

Et berømt citat viser den dobbelthed, der lå i Södergran:

“Du søgte en blomst og fandt en frugt. Du søgte en kilde og fandt et hav. Du søgte en kvinde og fandt en sjæl ”.

Skuespilleren og instruktøren Karen Lise Mynster har måske stået for det grundlæggende manuskript, der kæder digtene sammen, og forestillingen har da også ligheder med den imponerende præsentation af digteren Inger Christensens livsværk, Det springende punkt”, som Karen Lise Mynster spillede for få år siden – også på Sorte Hest. Men nu er det anderledes. Digtene er fra en fjernere tid, dog nærværende, kvinden er ung, og hendes liv blev kort.

Poesien har endnu engang med imponerende kraft erobret det ambitiøse og seriøse Teatret ved Sorte Hest.

Forestillingen kan i øvrigt forstås af alle uden poetiske forkundskaber blot de følelsesorienterede antenner er ude.

Skuespiller : Rosalinde Mynster & Musiker : Henriette Groth

Iscenesættelse og Koncept: Charlotte Munksø

Lyddesigner og Koncept: Henriette Groth

Scenograf: Mona Møller Schmidt

Tekst: Edith Södergran

Dramaturg og Oversætter: Line Krogh

Lysdesigner: Lasse Svarre

Kostumer: Hanne Mørup

Fotograf: Robin Skjoldborg

Producent: Teatret ved Sorte Hest