∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Titlen antyder stemningen: “Ankomst. Afsked”. Vi er til familiemøde i det mere intellektuelle hjørne af samfundet. Men uanset socialklasse vil et familiemøde ofte afsløre, at hvert enkelt medlem bærer rundt på traumer, som bare venter på at blive hevet ud af skabet, op af skuffen eller frem fra arkivkassen.
Sådan er det også på Husets Teater hos Jens Albinus, der både er forfatter, instruktør og også teaterdirektøren bag ”Ankomst. Afsked.”
Æstetisk smukt og asketisk ser det ud med et hævet hvidt spillegulv omgivet af papirvægge på tre af siderne. Et abstrakt rum, skabt af Rikke Juellund på de præmisser, som er hele forestillingens: Dette er ikke kun naturalisme, det er også noget andet!
Alt i iscenesættelsen og teksten understreger, at vi som publikum skal holde os vågne, være opmærksomme og ikke henfalde til sentimentalitet. Det ligger ellers lige for, da familien gemmer på et par sørgelige kendsgerninger og efterfølgende erkendelser.
Den stærke og moderne mor, Lili Wrangel, spilles overbevisende af Benedikte Hansen. Hun har tilsyneladende forladt mand og børn for at gøre karriere som fotograf. En datter Kate, Maria Rich, har løsrevet sig og er taget til Japan, hvor hun arbejder med at formidle kunst. Hendes neurotiske sind gennemlyser alle bevægelser og mimik. Tilbage i huset, der engang var det fælles hjem, sidder eksmanden, som er forfatter, men har svært ved at skrive. Hans Rønne spiller ham afslørende, så han fremstår selvisk i al sin ynkelighed.
Den yngste datter Liv bor der også. Laura Skjoldborg får hende til at fremstå engleagtig uskyldsren, skrøbelig og selvstændig. Hun er det positive element i familien, deraf navnet(?) Liv har sat familiemødet i værk, fordi den afdøde søsters gravsted skal flyttes på grund af en lokalplan! Sidste person er en ung mand, udefra, ovre fra ”barakkerne”- spillet af Morten Vang Simonsen. Han er forelsket i Liv, men går ikke af vejen for den ældre søster – og forsyner moderen med stoffer. Der er ikke så meget pænt at sige om den figur.
Det store spørgsmål er: Hvorfor døde datteren/søsteren? Hvem har skylden? Og hvem orker at tænke tilbage, når livet helst skal leves. Men kan de leve videre med deres mistanker og skjulte selvbebrejdelser?
Der er masser af forhindringer i dette familiemøde, som har mange referencer til både Tjeckovs ”Kirsebærhaven” og ”Mågen” (med den stærke moder). Henrik Ibsen spøger på forskellig vis, bl.a. i Lilis efternavn Wrangel, som kunne referere til både ”Fruen fra Havet”, hvor familien hedder Wangel og til den ustyrlige Hilde Wangel i ”Bygmester Solnes”, og på det dramaturgiske plan, er der flere Ibsen-hints. Andre dramatikere kan også mærkes. Svenske Lars Norén forsynede os i 1980erne med det ene familiestykke efter det andet. Masser af lig i lasten skulle op og vendes af de altid veluddannede personer, som havde masser af ord til at forsvare sig med. Joh, ”Ankomst. Afsked” minder om Noréns værker. Filmen ”Festen” har nogle sammenfald med teksten, og så er der de seneste TV-serier, bl.a. ”Arvingerne” med den stærke moder¸ den fri kærlighed og kunsten, der lige netop ikke kan undskylde noget eller træde i stedet for et liv. Det må ligge i tiden, at vi vil have styr på fortiden for at kunne klare morgendagen. Det kan man så være enig eller uenig i om det er sundt at ville vide alt. 
Der er mange detaljer i Albinus’s stykke. For mange måske og for mange løse ender. Men hensigten er god nok. Om fortiden der aldrig kan forsvinde, uanset om man rejser hele kloden rundt eller begraver sig i kunst, kultur eller penge. Fortiden er kommet for at blive. Ligeså med den indtrængende ”fjende”—de andre, de anderledes, som her er repræsenteret ved den unge mand. Hvad han er ude på, får vi aldrig at vide, men faren lurer.
Og faderen, forfatteren, der ikke kan skrive, moderen, der ikke længeren kan fotografere, hvad skal der blive af dem? I det virkelige liv kunne de jo tage sig nogle helt almindelige jobs, som ikke kræver den store personlige refleksion.
På tekstplanet er ”Ankomst. Afsked” en blanding af dybt teoretiske sentenser og fladt dagligsprog. Selvfølgelig er der en pointe i det, men ind imellem virker nogle af sætningerne på mig meget tyske og føles, som om de var skabt på tysk og siden oversat. Sådan er det vel næppe. Men Jens Albinus skrev et stykke på bestilling til Schauspiel Köln i 2016 med titlen “Die Umbettung” (Genbegravelsen) og det er denne tekst, der i bearbejdet form nu er blevet til Ankomst. Afsked.
Jens Albinus må kende sit materiale, så man kan gå ud fra, at der er en mening med det mangefacetterede billede. Jeg have dog foretrukket, at der var holdt lidt igen med de mange og vidtrækkende detaljer, som personerne er bygget op af. Enten skulle det være en føljeton eller også færre problemkomplekser. For det havde være godt med et par svar inden forestillingen er slut.
Samlet set kan enhver (begavet) familie nok finde genkendelige stumper i forestillingen, men som det til sidst var med Norén, så må man også sige fra her hos Albinus. Nej, så gale er vi altså ikke hjemme hos os. Derfor kan det være svært at tage forestillingen 100 procent alvorligt, dertil er personerne for irriterende – både i handling og tale.
Men skuespillerne tror på teksten og forsvarer loyalt deres figurer, som bortset fra Liv – alle er skurke. Et familiedrama, som vi altså helst ikke vil nikke genkendende til, men ….
Kan ses af enhver som er vokset op i en familie – eller lige netop ikke er vokset op med familie…..
“ANKOMST. AFSKED”
Medvirkende: BENEDIKTE HANSEN, HANS RØNNE, MARIA RICH, MORTEN VANG SIMONSEN, LAURA SKJOLDBORG
Tekst og Instruktion: JENS ALBINUS
Scenograf: RIKKE JUELLUND
Lyddesign: DITLEV BRINTH
Lysdesign: MADS VEGAS
ANKOMST. AFSKED er Danmarkspremieren på Jens Albinus tyske forestilling UMBETTUNG, der oprindeligt blev opført på Schauspiel Köln i 2016.
Varighed:
Ca. 1 time og 45 minutter, uden pause
Spilleperiode:
- november 2017 – 12. januar 2018
- www.husets teater.dk