Kommenteret af Ulla Strømberg.
Det er spændende hvert år, når Kunstakademiet udklækker nye kunstnere. Er der talenter? Hvad arbejder de med, og i hvilke retninger søger de hen?
Efter 6 år skulle de gerne være flyveklare. Beviset kan i disse dage opleves i salene på Kunsthal Charlottenborg, som jo heldigvis stadig er knyttet til Kunstakademiet – i hvert fald til billedskolerne. Arkitekterne er rykket ud på Holmen.
Det er en klassisk udstilling,hvor hver af de 26 unge kunstnere, alt efter behov, får enten en væg, et rum – eller som det er tilfældet med den første, man møder: David Stjernholm har erobret elevatoren. Her hænger et billede i alm størrelse, ca. A1, af et ur, og dermed kan der siges en masse om tiden, forgængeligheden etc. Klokken er 10 minutter over 10. Det giver symmetri, og kunstneren har skabt en serie på 10 stk., digitalt fremstillet, delikat at skue. Billedet i elevatoren udskiftes hen ad vejen de næste uger.
Og så er det ellers op til en selv, hvilken vej man vil gå. Det meste er pænt og nydeligt, og kun nogle få stikker af med kontante og klare budskaber og overensstemmelse imellem den intellektuelle forklaring og det visuelle udtryk. Men der er faktisk mindst tre, som imponerer – måske så meget, at det pludselig synes for nemt?
Banaan Al-Nasser har allerede fået masser af omtale. Det er hende med parabol-antennerne, som Slots- og Kulturstyrelsen ikke ville give tilladelse til at blive hængt op på facaden ud mod Nyhavn. Alene det faktum at få så indlysende en idé, at flytte ghettosignalet lige bang i ansigtet på københavnere og turister, er flot. At det også er lykkedes Banaan at skabe et værk, der i den grad afslører embedsmændene i Kulturministeriets styrelse, er imponerende. For hvorfor må den franske ambassade i det Thottske palæ på Kongens Nytorv have alskens bilreklamer m.m. hængende i ugevis på facaden? Dette hus er bygget i 1680erne og ombygget af den herboende franske arkitekt Jardin i 1760erne og er en perle, mens Charlottenborgs udstillingshus er fra 188oerne og tegnet af Ferdinand Meldahl, der i mange år har været forkætret. Der er ingen mening i vurderingen og afvisningen. Kunsthal Charlottenborgs dynamiske leder Michael Thauber har været ude at undre sig. Dommen afslører embedsværket i frednings- og bevaringsvæsenet så meget, at man ikke kan have respekt for dem længere. Den kinesiske kunstner Ai WeiWei havde i efteråret 2017 hængt mange hundrede redningsveste på muren. Et fantastisk klart værk som kunne opfattes af alle, høj som lav, gammel som ung, dansker eller turist. Og ligeledes med parabolerne. Men nej. Nu får Aarhusianerne lov, på facaden af AROS, at se på antennerne, og Banaan Al-Nasser er allerede ved sin første offentlige fremtræden efter afgang blevet kendt.
I øvrigt er hun interessant. Hold øje med hende. Født i 1982 i Slagelse. Kom først som 27-årig på Akademiet, ved første forsøg, og efter en barselspause vendte hun tilbage til skolen. Som hun selv siger: ”Jeg vil ikke være en præmieperker”. Derfor har hun ikke eksponeret sig selv. Men hun fortjener en præmie for det klare udtryk, der favner hendes dobbelte rødder som muslim og dansker i Danmark. På udstillingen viser hun i stedet for tv-modtagerne nogle fine fotocollager med bybilleder, der igen blander vestlig og østlige traditioner.
Louka Anargyros er fransk med et græsk navn. En spinkel fyr, der har skabt et flot visuelt værk, som er personligt. Det er jo moderne at udtrykke sin egen identitet. To mænd ligger på gulvet i lidt over menneskelig størrelse. De er ca. 2,10 cm store. Iført flotte, farverige motorcykel-dragter omfavner de hinanden, som to robotter, for de er jo godt dækket til, fra top til tå. Det er et keramisk værk med flot glat overflade. Det må have været svært at skabe. Fascinerende ser det ud, og skulpturen har alt, hvad et værk gerne må rumme og udtrykke: modsætninger og lighed. To moderne mænd i kamp og i kærlighed. På banen er de pr. definition modstandere.
At få ideen og udføre skulpturen så spektakulært er imponerende. Kuratoren bag den samlede udstilling, Henriette Bretton-Meyer, skriver på klart, letforståeligt dansk om Louka Anargyros’ værk: ”Skulpturen genindoptager et stigma, alt imens to kroppes tvetydige positur anlægger et queer greb på maskulinitetens symboler og udfordrer disse”.
Der er nok gået mange filosofitimer til for at lære de unge på Akademiet at ”verbalisere” deres visuelle værker, på en svær, Kloge-Aage måde. Det er selvfølgelig godt, hvis et værk indsættes i en større sammenhæng med nogle referencer, men det kan også blive for meget som hos Emilia Bergmark, der har skabt et helt stilfærdigt stueinteriør. Midt i det hele en Alessi-kedel med den sjove fløjtetud, der var moderne for et par årtier siden. Her er der indfortolket en lang historie, som også inddrager Bertolt Brechts ”Laser og Pjalter” og Sørøver Jenny, der synger en sang. Mindre kunne nok gøre det.
Anderledes hos Ida Retz Wessberg, der som billedhugger bl.a. har arbejdet med Camille Claudel, den franske kunstnerinde, som var elskerinde til Rodin. I værket ”Camilles Kåbe” er aftrykt adskillige dynejakker , ikke at man kan se jakkerne, kun sømmene. Og hvis man ikke lige fik det fortalt, ville det være svært at se henvisningens til dagens kvinder, der ofte har en dynejakke over skulderen.
Jeg var så heldig at høre de unge kunstnere selv give stikord til værkerne på en rundtur. Her var også ord fra bl.a. George Koutsouris, som har kreeret et stort monsterværk med sorte rør a la edderkop og også lidt maskine og med mindelser til Andreas Mogensens kapsel, der nu er kommet til Helsingør. Værket kan meget og demonstrerer kraft, uhygge og muligheder. Ikke dumt.
Der er sikkert flere af de unge, som ved nærmere eftersyn har gode budskaber og hånd om kunsten, men er mindre spektakulære. De næste år vil vise, hvem der passer ind i systemet, og hvem der følger en anden vej – måske ud i ubemærketheden. For kunstens verden er slet ikke retfærdig. Det gælder om at markere sig – i det sprog, som er gældende lige nu. Og det har ikke altid så meget med kunst at gøre, og hele systemet kan synes ganske uretfærdigt.
Årets udstillende kunstnere er:
Banaan Al-Nasser, Louka Anargyros, Kinga Bartis, Emilia Bergmark, Viktor-Emil Dupont Billund, Emil Alenius Boserup, Emelie Carlén, Ockie Basgül Dogan, Sebastian Hedevang, Anna Kristine Holmberg, David Stjernholm, Morten Knudsen, George Koutsouris, Stephanie Bech, Frederik Worm, Frederik Næblerød, Stefan Plahn, Asta Lulu Refn, Kristoffer Raasted, Louis Scherfig, Sara Sjölin, Marco Spörle, Albin Werle, Ida Retz Wessberg, Fabian Wigren.
Udstillingen er kurateret af Henriette Bretton-Meyer.
Udstillingen i Kunsthal Charlottenborg varer til d. 20.5. 2018