Menu Luk

”A number” – på That Theatre – Østerbro.

 

∗ ∗ ∗ ∗ 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 Det engelsksprogede That Theatre Company ligger i Krudttønden på Østerbro og er altid et besøg værd. Teatret spiller ”British Theatre” – både indholdsmæssigt og i stilen. Det er på engelsk og ofte alvorligt uden at lefle for nogen modetrend. Sådan er det også med det lidt barske stykke ”A number” af den gamle feminist Carol Churchill.

Var det bare for underholdningens skyld, at man går i teatret,  er ”A number” en barsk omgang, men er man til debatteater, vil have noget med hjem og gerne provokeres, så er den velspillede forestilling et must. Emnet er aktuelt,  selv om der endnu ikke er skrevet så meget dramatik om gensplejsning, kloning etc.

That Theatre. A number.

Hvad gør man, når det viser sig, at man ikke er unik, men at der findes op til flere eksemplarer af én?   En ung mand finder ud af, at hans far på en eller anden måde har manipuleret og småløjet for ham. Han er ikke unik, selv om han gik og troede det. Siden dukker et par andre eksemplarer op – alle spillet ganske overbevisende af Rasmus Emil Mortensen.

Da stykket er markedsført som en krimi, skal jeg ikke afsløre alle detaljer, men blot sige velkommen til fagre nye verden – i gamle kulisser. For det foregår måske lige omkring os, her og nu, hvor vi jo ikke har så meget overblik over, hvad læger går og laver, når de nu ikke længere tager sig af almindelige syge patienter.

Ian Burns spiller faderen, som er svær at blive klog på, men min konklusion er faktisk, at det er ham, der er skruet helt forkert sammen. Det er aldrig børnenes skyld – det er forældrene og miljøets skyld. Og sådan kan man blive ved at finde diskussionsemner i Churchills stykke.

Et lærerigt stykke for unge mennesker, og det er nok nødvendigt med en snak og diskussion bagefter. Hvor er vi rent teknologisk på vej hen ? Og hvad gør det ved os? Bliver vi mere kyniske , eller…

Instruktionen ved Helen Perry – er lydefri. Hun får det bedste ud af skuespillerne – og, er  jeg sikker på,  også af stykket.

 

SCRIPT Caryl Churchill
DIRECTOR Helen Perry
CAST Ian Burns & Rasmus Emil Mortensen

Feb. 21 – March 24 2018
Mon – Fri 8pm
Sat. 5pm

Playing time: 1 hour

From 15 years old

 

www.that-theatre.com